Kunsten at lytte

Feedback-samtaler påvirker vores engagement og gør os i stand til at få det bedste ud af hinanden. Vi sætter fokus på, hvordan du modtager feedback – eller det, vi kalder kunsten at lytte.

Af Chefkonsulent Bjarne Klitgård Hallstrøm

Den amerikanske forsker Sheila Heen skriver i bogen ’’Thanks for the Feedback’’ fra 2014: ”Hvad nu, hvis vi ser det at modtage feedback som en evne, alle kan blive bedre til? Og hvad nu, hvis folk bliver i stand til at få noget ud af enhver feedback, uanset om den opfattes som god eller dårlig?" Pointen er, at man altid kan få noget ud af feedback − uanset hvor god eller dårlig den er. Måske er kun 10 procent af en feedback rigtig. Men tænk, hvis det lige præcis er de 10 procent, der skal til for at fremme din udvikling, præstation og gøre dig endnu bedre?

Feedback bliver altid givet fra et bestemt perspektiv og er aldrig den fulde sandhed om en person eller en situation. Det er et udtryk for en andens oplevelse af dig eller det, du gør, og du bestemmer selv, hvordan du vil modtage feedback. Jo bedre du er til at modtage feedback, desto større er sandsynligheden for, at du får det bedste ud af dig selv − og andre. Tænk på feedback som en gave. 

Når du får feedback, skal du lytte nysgerrigt, uanset hvordan feedbacken bliver formuleret. Hvis du får noget at vide, du ikke kan genkende, så lad være med at gå i forsvarsposition, men spørg i stedet efter flere detaljer – gerne med faktuelle observationer og eksempler. Spørg for eksempel: Hvad har du konkret lagt mærke til, som får dig til at sige det, du gør? Sandsynligvis er der noget, du kan lære af. Og som en vigtig sidegevinst: Du vil opdage, at du sandsynligvis ikke længere er bange for feedback, fordi du tager ansvaret for at få samtalen til at lykkes.

Hvorfor siger og mener feedback-giveren det, han gør? Stil spørgsmål og vær oprigtig nysgerrig, for det åbner op for dialog, viden og nye verdensbilleder, som du kan bruge til at finde nye indgangsvinkler. Uanset hvor meget du prøver på at være objektiv, så er du præget af dine erfaringer. Det er vigtigt for at forstå, hvorfor folk opfatter ting forskelligt og argumenterer for bestemte synspunkter. Det betyder også, at der ikke kun er én ”sandhed”.

Nøgleord låser op

Som ordet i sig selv indikerer, er nøgleord med til at låse op for samtalen. Teknikken er enkel og indebærer, at du genbruger de udtryk, som feedback-giveren bruger. Hvis han eksempelvis siger: ”Det gjorde du ikke særlig godt på mødet”, så kan du spørge: ”Hvad mener du med ikke særlig godt?” Gevinsten ved at bruge nøgleord er, at du sender noget genkendeligt tilbage. 

 

 

På den måde føler feedback-giveren sig anerkendt, og det skaber en følelse af, at du hører, hvad han eller hun siger. Når du har spurgt to eller tre gange, skal du stille et lukket spørgsmål såsom "Det, jeg hører dig sige, er, at jeg... Er det rigtigt forstået?" Når du mestrer kunsten at spørge rigtigt, kan du få ting til at ske. Du kan for eksempel ændre den adfærd, du får feedback på.

Der er få ting, som knytter mennesker stærkere sammen, end når de lytter til hinanden. Det at være helt til stede og lytte med alle sanser åbne vil nogle kalde for den største gave, man kan give til en anden. Når du virkelig lytter efter, styrker du din relation til den, der giver dig feedback, og samtidig øger du chancen for at få flere gode feedback-samtaler.

 

Se video og hør mere om kunsten at lytte til feedback

Her er en lille refleksionsøvelse

  • Hvornår har du sidst bedt om feedback?
  • Hvordan tog du imod feedbacken?
  • Hvad lærte du af feedbacken?

 

Denne artikel er udviklet til det nyeste nummer af nyhedsbrevet Nyt om Salg, kommunikation og personlig udvikling. Vil du også modtage de kommende artikler om Feedback, kan du tilmelde dig her (sæt kryds i salg, kommunikation og personlig udvikling).

Bjarne Klitgård Hallstrøm
Bjarne Klitgård Hallstrøm
Chefkonsulent
8993 3571
Kontakt Bjarne for mere information om feedback