Finanselev Katrine Høegh Jakobsen fortæller om Finansuddannelsen

Det bedste ved Finansuddannelsen er helt sikkert samspillet mellem teori og praksis. Uddannelsen har allerede nu givet mig et godt indblik i, hvad det vil sige at være rådgiver og det at indgå i et kollegialt team.

Under hele mit uddannelsesforløb er jeg tilknyttet en fast mentor; en kollega, der er særligt opmærksom på mig, min udvikling og mine mål. Det er en god tryghed at have hende at læne sig op ad. Generelt ser jeg den sparring og feedback, jeg får af mine kolleger, som en af uddannelsens store styrker.


Vores undervisere har selv en baggrund indenfor finansiel rådgivning og bidrager derved med deres egne erfaringer i undervisningen. Undervisningen består primært af konkrete kundecases, hvor vi laver beregninger og kommer med løsningsforslag. Nogle gange fremfører vi et kundespil – på den måde øver vi spørgeteknikker og analyserer hinandens adfærd som ”rådgivere”.

Personligt er jeg rigtig glad for, at jeg har valgt netop Finansuddannelsen. Mest fordi jeg hver dag bliver bekræftet i, at jeg laver det rigtige. Jeg kan se mig selv arbejde i branchen – også i mange år frem.

Tilbage til beskrivelsen af Finansuddannelsen