Ændringer på Finansuddannelsen

Læs om de nye ændringer på Finansuddannelsen på baggrund af erhvervsskolereformen (EUD)

Kære uddannelsesansvarlige og andre Finansuddannelse-interesserede

Mange tak for den store deltagelse på vores workshop om Finansuddannelsen i marts måned. Det var en udbytterig dag med utroligt mange og gode input, som efterfølgende har dannet grundlaget for vores videre udviklingsarbejde med Finansuddannelsen.

Højere niveau, nye læringsmetoder og større krav

På Finansuddannelsen hæves niveauet, således at eleverne får et slutniveau, der er 25% højere end i dag. Men hvordan hæver vi niveauet med det samme antal undervisningsdage?

Det gør vi ved at:

  • Inddrage ’flipped learning’, hvor eleverne får mere virtuel forberedelse inden kursusdagene. Målet er at øge det teoretiske basisniveau, inden eleverne kommer til kursusdagene, hvor vi i stedet bruger tiden på at træne færdighederne.
  • Indføre større og mere komplekse cases på tværs af flere fag med det formål at træne kompleksiteten og helhedsrådgivningen.

  • Teste i Gul/grøn på investeringskurserne.

  • Indføre mere virtuel læring på udvalgte fag med det formål, at eleverne bliver mere trygge i at benytte det virtuelle medie og samarbejde/mødes på tværs. Fremover vil mediet være en del af deres hverdag i virksomheden.

Et eksempel på et virtuelt medie kan være et webinar, hvor eleverne får en kort gennemgang af et teoretisk emne samt en introduktion til en opgave. Herefter bliver de 'sluppet løs' i et par timer, hvor de selv (eller i grupper) arbejder videre med emnet og opgaven, mens underviseren hele tiden er tilgængelig virtuelt.

Et par gange i løbet af dagen vil der være 'check-in' i det virtuelle klasselokale, hvor der gøres status og samles op, inden der arbejdes videre.

Et andet eksempel på et virtuelt medie kan være, at dagene består af træning i online møder, hvor eleverne optager de møder, som de afholder med hinanden, så underviseren efterfølgende kan give feedback herpå. Ingen af de virtuelle dage kommer til at stå alene. De vil alle være koblet på fysiske tilstedeværelsesdage, så læringen sikres.

Nye fag

Der er kommet to nye fag på Finansuddannelsen - 'Digital Rådgivning' og 'Proaktiv Performance og God Rådgivning'.

Begge fag er en del af det nye højniveauforløb, men kan selvfølgelig også vælges som almindeligt valgfag.

Lidt mere om de nye fag'

Digital Rådgivning - består af to dages undervisning. Dag 1 er eleverne fysisk tilstede. Dag 2 foregår virtuelt.

Målet med faget er, at eleven lærer at:

  • Anvende færdigheder indenfor behovsafdækning i en digital kontekst

  • Anvende digitale medier til daglig kundebetjening.

  • Forstå egen adfærd i en digital rådgivningssammenhæng.

  • Opnå kompetencer til at skabe god digital kontakt og afholde virtuelle møder med kunden.

  • Redegøre for valg af digitalt medie i forhold til god kontakt med kunden.

'Proaktiv performance og god rådgivning' består af tre dages undervisning - alle med fysisk fremmøde.

Målet med kurset er, at eleven lærer at:

  • Yde helhedsrådgivning ud fra den enkelte kundes behov og situation.

  • Screene kunden og optimere forretningsmuligheder.

  • Udføre proaktiv porteføljepleje.

  • Anvende instituttets paletter af produkter til udvidelse af forretningsomfang på kunden.

  • Prioritere tidsanvendelsen på det enkelte kundeemne.

  • Anvende viden om adfærd og relations skabelse i kontakten med kunden

  • Forholde sig til dilemmaerne i salg og rådgivning.
Helene Wallentin Nickø
Chefkonsulent
+45 8993 3339
+45 2235 2759
Kontakt Helene hvis du har spørgsmål til det faglige indhold
Lisbeth Gasbjerg
Projektkoordinator
+45 8993 3290
Kontakt Lisbeth