PRESSEMEDDELELSE

878.000.000.000 kroner til 0,00% i renter

”Det er ærgerligt, når bankkundernes opsparede midler bare står og mister værdi. Rådgiveren bør tage kunden ved hånden og hjælpe kunden med at finde de investeringsmuligheder, der passer til kundens risikoprofil,” mener Claus Henriksen, chefkonsulent på FU.
Loose-loose-situation: Hver dag bliver danske bankkunders opsparinger mindre og mindre værd. På samme tid skal pengeinstitutterne betale for at have pengene opbevaret i Nationalbanken. I stedet bør de rådgive kunderne, så det bliver win-win.

878 mia. kroner er mange penge.

Rigtig mange penge.

Og stille og roligt står de og mister værdi. Hver dag.

878 mia. kroner er nemlig det beløb, som lønmodtagere og pensionister tilsammen har stående på deres indlånskonti i Danmark.* Selvom deres konti er spredt ud på mange danske pengeinstitutter, har de alle det til fælles, at deres indlånsrente ligger på 0% p.a. eller meget tæt derpå.

 

Rådgiveren kan gøre mere gavn for både pengeinstitut og kunde

Med en aktuel inflation målt på forbrugspriser på cirka 0,6% betyder det, at danskerne rundt regnet mister købekraft for 5,27 mia. kroner om året.** Det får nu investerings- og formueekspert Claus Henriksen, chefkonsulent på FU (Finanssektorens Uddannelsescenter) til at råbe vagt i gevær:

”Som rådgivere har vi ingen problemer med at vise kunderne, hvad det koster dem, når de opretter boliglån, og hvilke konsekvenser de forskellige typer lån har. Men vi gør os åbenbart ikke umage på samme måde, når det kommer til at vise konsekvenserne af at lade pengene stå på kontoen til 0-rente,” forklarer Claus Henriksen.

Læs også artikel om hvilke nye kompetencekrav, der er kommet indenfor investering siden finanskrisen

Kunderne mister penge

På grund af inflationen mister kunderne reelt penge ved at have dem stående i banken. Men mange tænker ikke over det på den måde. Derfor bør rådgiverne gå i dialog med kunderne.

”Nu kan jeg jo ikke udelukke, at det er et bevidst valg for nogle; men hvis det ikke er, så mister lønmodtagere og pensionister hver dag penge – enten fordi de ikke er klar over, at det hænger sådan sammen, eller fordi de ikke har fået tilstrækkelig rådgivning i deres pengeinstitut.”

Og det er ikke kun bankkunderne, som mister værdi, for det er reelt også en udgift for bankerne at have pengene stående i Nationalbanken, hvis de ikke kan låne dem ud til andre kunder.

”Indtil videre har pengeinstitutterne ikke bedt privatkunderne om renter for at opbevare deres penge. De betaler kun for det indirekte – fordi kunderne pga. inflationen reelt mister penge ved blot at have dem stående i banken. Så hvorfor forsøger rådgiverne ikke at skabe en win-win-situation ved at tage dialogen med kunderne?” spørger Claus Henriksen retorisk.

Læs hvordan du kan komme et spadestik dybere med investering eller pension uden at være specialist 

 

 

Her kan du se, hvordan det er gået fra 1. januar 1998 til 30. december 2017 for de kunder, der hhv. købte en global aktieinvestering (MSCI World inkl. udbytte), for dem der købte danske obligationer (J.P. Morgan Danske Obligationsindeks), og for dem der købte bolig i Danmark (gennemsnitlige realiserede kvm. priser for parcel- og rækkehuse i hele Danmark) sammenholdt med det, kunderne har fået ud af at have pengene stående i et pengeinstitut i samme periode.

Hvorfor tager rådgiveren ikke snakken om investering?

”Måske tænker både rådgiver og kunde, at man altid kan tage en snak om formuen, og derfor nøjes man med at tale om det aktuelle som for eksempel boliglån eller billån. Men som rådgiver kan man virkelig gøre en forskel for kunden ved at hjælpe dem med at forvalte den formue, de har – stor eller lille. Som fagperson er det i hvert fald ærgerligt at tænke på, at der er så mange kunder derude lige nu, som måske ikke får den rådgivning, de har brug for,” funderer Claus Henriksen.

Han mener, at som kundens betroede rådgiver, bør rådgiveren som minimum sikre sig, at kunden forstår, hvad han går glip af, når han lader sin formue blive stående på kontoen. Det kan sætte nogle tanker i gang hos kunden og give mulighed for en god dialog om kundens muligheder.

”Nogle er måske nervøse for at rådgive om investering, fordi forskellen på investering og bare at lade pengene stå netop er, at kunden kan miste noget ved at investere. Men det kan man også ved at købe bolig, og det rådgiver vi gerne om. Uanset hvad er man jo helt sikker på, at kunden i hvert fald mister noget ved at lade sine midler stå til ingenting i rente.”

Investering i aktier, obligationer og investeringsforeninger virker komplekst for mange, og Claus Henriksen erkender også, at det måske er svært for rådgiverne at forklare kunden om det store spænd af investeringsmuligheder:

”Men i praksis handler det mere om, at de ud fra kundens tidshorisont og holdning til risiko, finder én løsning, som passer til kunden. Så i stedet for at skuffe kunderne, når de ikke kan få renter af deres opsparinger, kan rådgiveren fortælle om mulighederne for at opnå et afkast ved at investere.”

Bliv mere sikker i at rådgive om investering med ny kort uddannelse

 

Robotter kontra den personlige rådgiver

Missionen for Claus Henriksen er ikke, at alle bankkunder i Danmark nu skal til at investere. Nej, han ønsker blot, at kunderne skal tage et bevidst valg ved, at de kender alternativerne. Og det kræver, at rådgiverne kommer mere på banen.

Skal alle investere?

"Nej, bankkunder skal blot kende muligheden for investering, så de kan tage et bevidst valg," mener chefkonsulent Claus Henriksen.

Ifølge ham er det nemlig heller ikke nok at stille robot-løsninger til rådighed, som man for eksempel gør med programmer som Sparindex (Sparinvest), Darwin (BankInvest), June (Danske Bank) eller Nora (Nordea). For den slags løsninger henvender sig primært til de kunder, som er nysgerrige og allerede ved, at de vil investere deres midler på en eller anden måde. Og det ved den kundegruppe, som er uvidende om konsekvensen, netop ikke.

”En dygtig rådgiver i dag skal netop brillere ved at komme rundt om alle kundens aktiver og passiver i rådgivningen. Det er på den måde, at rådgiveren kan yde noget personligt til kunden. Den personlige rådgiver kan – i modsætning til en robot – gøre en stor forskel ved at tage fat i kunden og sikre sig, at han eller hun faktisk kender konsekvenserne ved at lade midlerne stå på kontoen,” afslutter Claus Henriksen.

---

Relevante uddannelser, hvis du vil være bedre til at komme hele vejen rundt i forhold til investering

Hvis du som rådgiver vil stå stærkere, når du rådgiver kunden – og være sikker på, at dine kunder vælger dig fremfor en anden, eventuel digital, investeringsløsning, så har vi nu helt nye uddannelser, som netop er målrettet private kunderådgivere, der vil hjælpe kunderne videre med investering – uden at bruge tid på at komme på decideret specialist-niveau.

Læs mere om den nye uddannelse i investering, som kun tager 4-5 måneder

 

Derudover har vi en uddannelse, Den Erfarne Rådgiver, som henvender sig til dig, der har erfaring med rådgivning, men som alligevel ønsker at få ny inspiration til at blive trænet i at komme hele vejen rundt, så du nemmere kan tage dialogen om både investering, bolig og pension med kunden. Uddannelsen er også egnet til rådgivere, som er blevet uddannet for lang tid siden – lige fra 5 til 40 år siden...

Læs mere om uddannelsen Den Erfarne Rådgiver, som har 4 moduler

 

* Fremgår af nationalbanken.statistikbank.dk. 

** Statistikbanken.dk har senest opgjort den årlige inflation til 0,6%  

 

 

Skrevet af Berit Jørgensen