Møns Bank har skabt fælles AI-retning

Direktion, forretning, IT og HR i Møns Bank var samlet til en workshop faciliteret af FU. Målet var at skabe retning for bankens arbejde med AI.

Overblik, fælles forståelse og retning var målet. Midlet var en strategiworkshop, der samlede alle relevante perspektiver, så de i Møns Bank fik en fælles vision for brug af AI.

AI er i dag en integreret del af den finansielle sektor. Nye funktioner, analyser og former for beslutningsstøtte bliver løbende bygget ind i både interne og kundevendte systemer og ofte som en naturlig del af de løsninger, bankerne modtager fra deres datacentraler. 

For mange pengeinstitutter bevæger den teknologiske udvikling sig hurtigere end organisationen. Ikke fordi viljen mangler, men fordi tempoet er højt, kompleksiteten stor, og kravene til governance, compliance og kompetencer skal tænkes med fra starten. 

Hos Møns Bank valgte man at vende den ligning om. I stedet for at lade den digitale udvikling slå med taktstokken, samlede banken den øverste ledelse og centrale funktioner til en fælles AI-strategiworkshop faciliteret af FU 

Det klare formål var at skabe overblik, fælles forståelse og retning for, hvor bankens arbejde med AI skulle hen, så AI-indsatsen blev yderligere udbygget i driften. 

“Det væsentlige for os var at få overblik og skabe en fælles forståelse af både muligheder og risici. Vi ønskede at være proaktive i stedet for reaktive,” siger Per Sjørup Christiansen, direktør i Møns Bank. 

At komme på forkant – ikke at bremse 

Som mange andre står Møns Bank i en situation, hvor AI allerede var en del af hverdagen. Funktionaliteten i eksisterende systemer bliver løbende udvidet, og nye muligheder opstår på tværs af forretning, drift og kundeservice. 

Spørgsmålet er derfor ikke, om teknologien skal anvendes, men hvordan. I Møns Bank vil de selv bestemme tempoet, anvendelsen og de forudsætninger, der skal være på plads for at skabe værdi med AI på en ansvarlig måde. 

”Vores ambition med workshoppen var ikke, at træffe alle beslutninger på én dag. Vores mål var at  etablere et fælles ledelsesmæssigt fundament, som banken kan arbejde videre ud fra,” siger Per Sjørup Christiansen. 

Det kræver et klart formål med AI, overordnede prioriteringer, rammer for governance og compliance og en forståelse af, hvilke kompetencer organisationen skal opbygge for at lykkes. 

Et ledelsesrum med plads til flere perspektiver 

Et bevidst valg i planlægning af workshoppen var at samle de relevante perspektiver i ét rum. Deltagerkredsen omfattede direktion, forretning, IT, HR og forretningsudvikling. 

For AI berører mange dele af banken – fra risikoprofil og arbejdsgange til kompetencebehov og kundedialog – og erfaringen er, at beslutninger sjældent bliver bedre af kun at blive truffet ét sted. 

“Det var afgørende for os, at det ikke kun blev ét perspektiv, der satte retningen. Forretningsmuligheder, compliance, IT og kompetencer skal hænge sammen,” fortæller Per Sjørup Christiansen. 

Workshoppen var derfor designet som et fælles beslutnings- og læringsrum, hvor perspektiverne kunne udfordre hinanden og finde fælles fodslag, før retningen blev lagt fast. Det gav mulighed for at tage de svære drøftelser på forkant, mens der stadig var handlefrihed.

Fra overblik til beslutningsklarhed 

Arbejdet på dagen bevægede sig systematisk fra et fælles overblik over muligheder og risici til formuleringen af en konkret AI-vision frem mod 2029. Visionen blev derefter omsat til et flerårigt roadmap og en handlingsplan med tydelige milepæle og ansvarsplaceringer. 

Et centralt princip var, at deltagerne selv producerede outputtet. Vision, roadmap og handlingspunkter blev udviklet i fællesskab med direkte afsæt i bankens egen virkelighed. 

“Det var vigtigt, at vi selv producerede indholdet. Det er vores forretning, vores risici og vores strategi, og derfor skal det også være vores beslutninger,” siger Per Sjørup Christiansen. 

Efter workshoppen har Møns Bank nu en retning for, hvordan AI skal understøtte bankens profil. 

”Vi ønsker at kombinere tidssvarende digitale løsninger med stærk lokal forankring og menneskelig nærhed. Teknologien skal styrke rådgivningen, ikke erstatte relationen, og bidrage til, at kunderne fortsat oplever at blive mødt af kendte ansigter frem for anonyme systemer,” siger Per Sjørup Christiansen. 

Værdien af ekstern facilitering 

Kunne Møns Bank have taget disse drøftelser selv? Ja. Men erfaringen fra forløbet var, at en ekstern og neutral facilitering gav en klar merværdi. 

“Den eksterne facilitering gør en forskel ved at holde tempo og retning. Det betyder, at deltagerne ikke fortaber sig i detaljer, men kan koncentrere sig om indholdet, og samtidig få stillet de spørgsmål, som kan være svære selv at stille,” siger Lars Munch Svensen, chefkonsulent i Ledelse, organisation og kundefokus på FU.  

Facilitatorernes rolle er ikke at levere alle svarene, understreger han: 

”Vi skaber rammerne, strukturerer processen, stiller de rigtige spørgsmål og sikrer fremdrift i komplekse drøftelser. Det gør det muligt for deltagerne at holde fokus på indholdet - også når beslutningerne bliver vanskelige. 

Undervejs i workshoppen steg intensiteten i rummet i takt med, at forståelsen for både ambitioner og konsekvenser blev skarpere. Her blev kombinationen af interne perspektiver og ekstern procesledelse afgørende for at bringe drøftelserne sikkert videre. 

Et fælles afsæt – ikke et punktum 

For Møns Bank var workshoppen ikke et punktum, men et afsæt. 

“Det vigtigste for os var at skabe en fælles forpligtelse. Så vi ikke bagefter skal diskutere retningen, men kunne fokusere på at realisere den balanceret,” siger Per Sjørup Christiansen. 

Workshoppen har siden givet banken et styrket beslutningsgrundlag – både internt og i dialogen med bestyrelsen – samt et fælles sprog for, hvordan AI skal håndteres fremadrettet. 

Læring: Tag styringen selv 

Casen fra Møns Bank peger på en erfaring, mange organisationer deler: AI kræver ikke kun teknologi. Det kræver ledelsesmæssig afklaring, fælles prioritering og organisatorisk forståelse, før værdien kan realiseres ansvarligt. 

At komme på forkant handler om selv at tage styringen, før udviklingen gør det – og om at skabe fælles retning, inden kompleksiteten vokser sig for stor.  

AI er et ledelsesspørgsmål

Sådan får ledelsen AI ud over rampen.

Læs mere AI er et ledelsesspørgsmål