Motivation er en nøgle til at lykkes med forandringer

Daniel Pink har lavet den nok mest sete video på internettet om motivation. Læs en introduktion til motivationsteori her, se videoen og forstå, hvorfor den er blevet så populær.

Man kan arbejde med rammerne, man kan lægge gode planer, man kan tage små skridt. Alt sammen godt at huske på, hvis man vil lykkes med forandringer. Men det hele glider meget lettere, hvis dem, der skal implementere forandringen og ændre adfærd, også er motiverede. 

Der er bare det med motivation, at det ikke er noget, du kan arbejde meget konkret med, som du kan med de eksempler, der blev nævnt i den indledende sætning. Motivation er noget, den enkelte har eller får som resultat af en indre proces. Det, du til gengæld kan være opmærksom på, er, hvad der kan hjælpe den indre proces på vej. 

Daniel Pink har kigget på forskningen i motivation og peger på tre tydelige elementer der hjælper den indre proces på vej og bidrager til at skabe motivation hos den enkelte: autonomi, mestring og formål. 

Tre elementer der hjælper den indre proces


Autonomi
handler om, at vi alle gerne vil sidde bag rattet i vores egne liv og have en stor grad af indflydelse på, hvad der sker med os. Det handler om at have indflydelse på, hvad vi skal gøre, hvornår vi gør det, hvem vi gør det sammen med, og hvordan vi gør det.

Mestring handler om, at vi har en indbygget trang til både at lykkes med og blive bedre til det, vi gør. Det handler om, at de udfordringer, vi møder, passer bedst muligt til det, vi kan og er ved at lære. Når vi lykkes med det, oplever vi at være i flow. 

Formål handler om, at vi gerne vil bidrage til noget, der rækker ud over det umiddelbare og deltage i noget, der er større end os selv. Vi har en naturlig tilbøjelighed til at lede efter et formål. At det, vi gør, gerne skal gøre en positiv forskel for nogen eller noget. 

Daniel Pink har lavet en video, hvor han fortæller om "den overraskende sandhed om, hvad der motiverer os". Det, han fortæller, bliver løbende illustreret på en inspirerende måde. Videoen er også en del af materialet på vores uddannelse i Forandringsledelse og digital omstilling.

God fornøjelse. 

Den overraskende sandhed om, hvad der motiverer os

Kilde: Daniel Pink, 2009. Drive – The surprising truth about what motivate us. Youtube, RSA Animate. (10 min.)