Læg skjoldet

”Du bliver ikke en dygtig leder uden at gøre en indsats og for at mestre ledelse, skal du lære det.” Michael Kyndi, salgschef for erhverv i Thisted Forsikring, har valgt at tage to lederuddannelser siden han gik fra at være specialist til at være leder. 

Da Michael Kyndi gik fra specialist til leder, var uddannelse et naturligt valg. Men han havde ikke forudset, hvor meget det ville forandre ham – både som menneske og leder.

At starte på Den nye leder blev langtfra, som Michael Kyndi havde forestillet sig. Første gang deltagerne mødtes, var der nemlig kun fokus på én ting: Ham selv. Dét fokus og den personlige udvikling og selvindsigt er det, der har rykket mest for salgschefen fra Thisted Forsikring.

”Det gjorde en mærkbar forskel fra første dag. Vi begyndte med det helt grundlæggende: Hvem er jeg – og hvad betyder det for min rolle som leder?” siger han og fortsætter:

“Uddannelsen tager udgangspunkt i den enkelte. Den gav mig en større forståelse for min egen rolle. Det lyder banalt: At det, jeg siger og gør, har betydning. Men faktisk er det først, når man arbejder aktivt med det og får sat ord på sin adfærd, at det bliver tydeligt.”

Michael Kyndi har lært sig selv bedre at kende. Den indsigt bruger han aktivt i relation til både kolleger og medarbejdere.

”Uddannelsens fokus på praksis og den enkelte deltagers person og virkelighed betyder, at hver enkelt deltager får noget forskelligt ud af den. Dét gør forløbet stærkt,” siger han.

22 års erfaring og stadig plads til læring

Han har været i forsikringsbranchen i mere end 22 år. Han kan sit fag, han kender sin forretning ud og ind, og han har stille og roligt bevæget sig op i organisationen.

Da han sagde ja til rollen som salgschef for erhverv i Thisted Forsikring, blev han endnu en af de mange fagspecialister i den finansielle sektor, der på et tidspunkt i deres arbejdsliv træder ind i en lederrolle. Michael Kyndi var bevidst om, at skiftet fra at være en dygtig specialist til at være en uerfaren leder var betydningsfuldt:

”At gå fra specialist til leder kræver nye kompetencer – det er ikke bare en ny titel, det er et nyt fag. Du bliver ikke en dygtig leder uden at gøre en indsats og for at mestre ledelse, skal du lære det.”

”Som leder skal jeg nok sikre driften, og vi skal nok nå vores mål. Men vi skal have menneskerne med – for det er dem, det hele afhænger af.”

 

Michael Kyndi, Thisted Forsikring

Thisted-kulturen

Uddannelse og udvikling er højt på agendaen i Thisted Forsikring. Både for medarbejdere og ledere.

”Vi investerer i udvikling, fordi det betaler sig både for den enkelte og for virksomheden. Det kræver tid, men det giver også noget tilbage,” siger Michael Kyndi.

Så cirka halvandet år efter sin tiltrædelse begyndte han på FU’s lederuddannelse Den nye leder. Valget faldt på FU på grund af anbefalinger fra hans netværk i den finansielle sektor og en chef, der selv har været på lederuddannelse i Skanderborg.

For Michael Kyndi var opbakningen fra både organisation og ledelse afgørende. Når udvikling prioriteres og gives plads, bliver læring en fælles investering.

Nye grænser og fuldt udbytte

”Vi starter med mennesket – resultaterne kommer bagefter.” Sådan lød mantraet på Den nye leder, og det var en smule grænseoverskridende for forsikringsmanden fra Thy.

”Det var ikke det, jeg havde forventet. Men det er blevet mit fundament. Når man som jeg kommer fra en hverdag med fokus på resultater, salg og KPI’er, var det fedt at få tingene vendt på hovedet,” siger han og fortsætter:

”Man skal være villig til at lægge skjoldet og åbne op – ellers får man ikke det fulde udbytte. Til gengæld får man rigtig meget igen, hvis man tør.”

Det stod meget klart for mig, at Den nye leder var starten på noget. Da jeg kom hjem, gik jeg ind til min chef og sagde, at jeg var blevet forandret og gerne ville mere.

 

Michael Kyndi, Thisted forsikring

Klar kobling til mere

Tiden på Den nye leder gav Michael Kyndi lyst til mere.

”Det stod meget klart for mig, at Den nye leder var starten på noget. Da jeg kom hjem, gik jeg ind til min chef og sagde, at jeg var blevet forandret og gerne ville mere,” siger han.

Han foreslog selv at komme på FU’s Master i Ledelse (MiL). En krævende 2-årig lederuddannelse til erfarne ledere i den finansielle sektor. Hans chef, der selv havde taget MiL’en, gjorde ham opmærksom på, at det er en uddannelse, der kræver både tid og energi. Men Michael Kyndi følte sig klar:

”Nu vidste jeg, hvad det krævede at udvikle mig som leder, og jeg var motiveret til at gå endnu dybere. Jeg gav timingen en del overvejelse, men jeg havde lyst og fik opbakning både fra min chef og min familie. Jeg havde fulgt min egen chefs proces med Master i Ledelse og set, hvad han havde fået ud uddannelsen. Det gjorde mig nysgerrig.”

Endnu dybere

Michael Kyndi startede på Master i Ledelse i november. Det er en uddannelse på et andet niveau, og selvom han puttede både tid og energi i Den nye Leder, kan han tydeligt mærke, at MiL kræver mere.

”Men det er kun godt. Det er jo dér, man rykker sig og bliver klogere. For mig handlede det om udvikling. Jeg havde helt ærligt bare lyst til at blive klogere og lære noget mere,” siger han.

På Den nye leder havde han fået et fundament. Det gav ham ro at vide, hvordan FU arbejder med lederudvikling.

”Jeg kender FU, kender underviserne og forstår modellerne. Så jeg skal ikke starte fra nul. Jeg ved nogenlunde, hvilken retning vi skal – nu går vi bare dybere,” siger han.

Hold dig skarp

Ifølge Michel Kyndi burde man som leder prioritere uddannelse langt højere.

”Når vi uddanner os, får vi verden ind udefra, og vi får nye perspektiver. Det holder dig skarp og sikrer, at du arbejder med din ledelse. Når du ikke er tilknyttet et forløb, tager hverdagen over. Drift, opgaver og deadlines – og så glemmer man at løfte blikket. Som leder skal man huske at kigge op og kigge frem. For hvis jeg skal flytte mine folk, så skal jeg flytte mig selv,” siger han.

Den vigtigste læring for ham er, hvad det betyder at have fokus på menneskene omkring sig.

”Som leder skal jeg nok sikre driften, og vi skal nok nå vores mål. Men vi skal have menneskerne med – for det er dem, det hele afhænger af.”

 

Peter Jensen

Vil du høre mere?

Peter Jensen

Ledelse, organisation og kundefokus

8993 3570

pej@finansudd.dk