Erfaren profil i spidsen for fremtidens erhvervsrådgivning

Kristian Mark Pedersen er ny afdelingschef for Erhverv og kredit. 

Kristian Mark Pedersen vil som ny afdelingschef i Erhverv og kredit på FU skubbe til grænserne for, hvad den gode erhvervsrådgiver kan og skal – for kunderne og forretningens skyld.

Der er et kæmpe potentiale rundtomkring i erhvervsafdelingerne. Drift og vaner står dog ofte i vejen for det, der gør den største forskel for erhvervskunderne: En rådgiver, der uopfordret tager initiativ, udfordrer kundens perspektiver og skaber værdi gennem kvalificeret sparring. 

Netop derfor ser Kristian Mark Pedersen et stort behov for at udvikle de kompetencer, som fremtidens erhvervsrådgivning kræver. Han er netop tiltrådt i rollen som afdelingschef for Erhverv og kredit på FU. 

”FU spiller en central rolle i at udvikle den sektor, jeg har været i hele mit arbejdsliv. Muligheden for at være med til det og bidrage til udviklingen af fremtidens erhvervsrådgivning kunne jeg ikke sige nej til. Det er en rolle med så mange spændende perspektiver, der vil udfordre og udvikle mig både som leder og som menneske,” siger han. 

Et særligt sted i Skanderborg 

Kristian Mark Pedersen kommer fra en lederstilling som erhvervskundechef i et større pengeinstitut i Aalborg. Han kender FU både som deltager, som ekstern underviser og som den leder, der har sendt medarbejdere til FU i Skanderborg for at styrke deres faglige og personlige udvikling. 

”Jeg ser FU som et helt særligt sted. Der er så mange forskellige kompetencer, der hver dag arbejder sammen for at sikre, at vores sektor også står stærkt i morgen,” siger han og fortsætter: 

”Det kan vi på FU, fordi vi kender sektoren og samtidig ved, hvad det kræver af både mennesker og organisationer at udvikle sig og lære.” 

Gennem sit arbejdsliv har Kristian Mark Pedersen erfaring fra alle aspekter af erhvervsrådgivning og ledelse i både små, mellemstore og de helt store pengeinstitutter. Den indsigt vil han nu omsætte til uddannelse med fokus på konkrete metoder, der styrker erhvervsrådgivernes personlige kompetencer, giver dem mod og lyst til at prioritere proaktivitet og ruster dem til at yde strategisk erhvervsrådgivning. 

Erhvervskunder forventer mere 

I sin nye rolle har han især én ambition: Han vil sætte erhvervsrådgiverens særlige kompetencer meget mere i spil: 

”Vi ved, at erhvervskunderne gerne vil have mere proaktiv kontakt, sparring og rådgivning fra deres rådgiver – så der er et stort potentiale for merforretning her. Desværre er det for mange erhvervsrådgivere svært at træde ind i rollen som sparringspartner. Derfor skal vi skabe læring, der udvikler både deres faglige, relationelle og forretningsmæssige kompetencer, så de bliver stærkere sparringspartnere og skaber større værdi for både kunder og pengeinstitutter. 

Kristian Mark Pedersen

Vil du høre mere?

Kristian Mark Pedersen

Erhverv og kredit

8993 3289

kmp@finansudd.dk