Mentor Bodil V. Madsen fortæller om Finans Trainee-uddannelsen

Finans Trainee-uddannelsen

Det er en rigtig god uddannelse, de unge kommer igennem. Den er relativ kort, og derfor til at overskue. Man skal dog ikke undervurdere uddannelsen, som er ganske krævende i forhold til forberedelse både før og efter kurserne. Samtidig skal man i dagligdagen sørge for at få noget praktik kodet sammen med al den teori, som skal læres. 

Det er en uddannelse med fuld fart på hele tiden, og der er mange ting, man som ny skal lære, både nye kolleger, kunder, kurser, lektier osv.

Sidst men ikke mindst, så er det jo, sammenlignet med andre uddannelser, en ganske fornuftig løn som en trainee får med både pensionsordninger fra dag 1 og øvrige personalegoder.

Mit udbytte af mentordagen

Det er supergodt, at der holdes en mentordag sammen med introduktionen, hvor både trainees og mentorer er samlet. 

Der er ofte stor forskel på, hvor meget erfaring mentoren har. Nogle er helt nye, andre har prøvet det før, og erfaringsudvekslingen er derfor meget vigtig. 

Det var også godt for både nye og erfarne mentorer at få information om selve uddannelsen.

Mit udbytte som mentor

Det er meget givende at være med til at uddanne og udvikle et ungt menneske. Det giver både mig og min virksomhed et frisk pust. Det er supervigtigt, at vores unge kunder har unge, dygtige rådgivere at tale med. Rådgivere, som også med tiden får mere og mere erfaring. Og så må vi bare se i øjnene, at der i løbet af nogle år er rigtig mange rådgivere rundt omkring, som går på pension.

For min virksomhed er det vigtigt, at vi selv har været med til at uddanne vores rådgivere og "præget" dem i den retning, vi gerne vil. 

For mig personligt føler jeg stolthed og glæde, når jeg efter 10-12 måneder ser en ung trainee, som har udviklet sig til en god rådgiver, der trives i virksomheden.

I de knap 10 år jeg har været ansat i Spar Nord, har jeg været mentor for 9 unge mennesker. I dag er der stadig 8 af dem ansat. Hver og en er dygtig og absolut et aktiv for virksomheden.