FU følger myndighedernes anbefalinger og anvisninger, når vi mødes fysisk. Læs mere i vores FAQ

Derfor giver de KRAM i Middelfart

Erhvervssociolog Rikke Østergaard, HR-chef Helle Lund Gregersen, og chefkonsulent Dag Kristensen fra Finanssektorens Uddannelsescenter, styrer alle 330 medarbejdere i Middelfart Sparekasse gennem KRAM-forløbet.
Taknemmelighed er ikke det, vi danskere bruger mest mentalt krudt på. Det bliver der lavet om på i Middelfart Sparekasse, der sætter taknemmelighed og feedback på dagsordenen.

At sige tak og være taknemmelig styrker dig mentalt. At se positivt på tingene og rette blikket mod lyset frem for at kigge mod skyggen giver mental rigdom og skaber større glæde såvel i arbejdslivet som i privatlivet. Taknemmelighed og glæde giver overskud, og overskud skaber uanede mængder energi.


Det lyder muligvis som paroler fra hippiebevægelsens storhedstid. Men det er i høj grad relevant for den danske finanssektor anno 2020, siger chefkonsulent Dag Kristensen fra Finanssektorens Uddannelsescenter:


”Tørre tal, udefrakommende regler samt krav fra myndigheder er daglig kost for mange finansansatte. Derfor er det relevant at se andre veje, og her er Det mentale KRAM og taknemmelighed med til at give et andet perspektiv på arbejdslivet og hverdagen.”

Indre ro gør det lettere at håndtere forandringer

Det er grunden til, at Middelfart Sparekasse har valgt at sætte taknemmelighed og feedback øverst på dagsordenen. Her kommer alle medarbejdere igennem et todages forløb om det mentale KRAM.

KRAM står for Kompetencer, Relationer, Accept og Mestring. Det er ifølge sparekassens HR-chef, Helle Lund Gregersen, nogle centrale elementer at beskæftige sig med for at ruste kollegerne bedst muligt til en foranderlig og uforudsigelig fremtid.

"Som vores IT-chef plejer at formulere det, så er et IT-system altid bedst dagen før, det bliver erstattet af et nyt system.”


"Jeg tror, at vi alle har den umiddelbare holdning, at vi gerne vil forandringer. Men når forandringerne bliver konkrete, så finder vi en sikkerhed i det kendte,” siger hun og fortsætter:

”Som vores IT-chef plejer at formulere det, så er et IT-system altid bedst dagen før, det bliver erstattet af et nyt system. Den dag er vi bedst til at se alle fordelene ved det gamle system, og vi skubber alle dets dårligdomme i baggrunden. For om ikke andet, så kender vi det, vi har.”

 

Gå uden om hullerne i osten

Tanken bag at sætte fokus på taknemmelighed og de fire elementer i det mentale KRAM er at give medarbejderne redskaber til at vende fokus mod styrker og kompetencer og alt det, der er godt og fungerer.


”Det giver simpelthen et andet overskud og selvtillid at fokusere på det gode frem for at lede efter hullerne i osten”, siger Helle Lund Gregersen.


Hun understreger, at det ikke er et todages kursus i at blive jubeloptimist. Der er fortsat brug for både kritiske og konstruktive input.


”Men vi skal også blive bedre til at komme videre, når vi har været kritiske. Et af de redskaber, medarbejderne får på kurset, er evnen til at spørge sig selv: ”Kan jeg gøre noget ved det?” Hvis ja, så gør det. Hvis nej, så accepter det og arbejd videre fra det udgangspunkt.”

 

KRAM og feedback

”Jeg forlod kursusdagene med en viden om, hvad der gør mig taknemmelig til hverdag, og hvad jeg skal fjerne, fordi det gør mig stresset, ked af det og fylder for meget i hovedet. Samtidig var kursusdagene en øjenåbner for, hvor lidt der nogle gange skal til for at give den rette feedback.”


Efter sådan en indre dialog, kan en ydre dialog med en leder eller kollega være næste skridt. Det fordrer en sund samtalekultur, hvis man på en konstruktiv og respektfuld måde kan aflevere sine oplevelser og budskaber. 

For privatkunderådgiver Michael E. Hansen gav begge dele af kurset god mening. Han er en af de 330 medarbejdere i Middelfart Sparekasse, der indtil videre har været gennem KRAM:


”Jeg forlod kursusdagene med en viden om, hvad der gør mig taknemmelig til hverdag, og hvad jeg skal fjerne, fordi det gør mig stresset, ked af det og fylder for meget i hovedet. Samtidig var kursusdagene en øjenåbner for, hvor lidt der nogle gange skal til for at give den rette feedback.”                   

Tre værktøjer der gør en forskel

Rikke Østergaard er forfatter til bogen ”Tak”, der handler om, hvilken forskel det kan gøre at arbejde bevidst med taknemmelighed.

Medarbejderne i Middelfart Sparekasse tilbringer på uddannelsen to dage sammen med Dag Kristiansen og erhvervssociolog Rikke Østergaard.


Rikke er forfatter til bogen ”Tak”. Helt kort handler bogen om, hvilken forskel det kan gøre både for den enkelte medarbejder og for virksomheden at arbejde bevidst med taknemmelighed. Dag arbejder til daglig blandt andet med personlig udvikling og adfærd, hvor feedback er en naturlig del af indholdet.


Dag Kristensen fremhæver tre konkrete værktøjer fra Rikke Østergaards værktøjskasse, som alle med fordel kan tage i brug i deres arbejde med taknemmelighed:

1. Hvis du er taknemmelig – så sig det

Hvornår har du sidst sagt eller skrevet til en kollega, ven eller bekendt og fortalt dem, at de gør en forskel for dig?

Prøv det. For mange kræver det overvindelse at udtrykke taknemmelighed. Men det kræver bare en sms eller en besked via LinkedIn. Mediet er ligegyldigt – indholdet er vigtigt. Tænk på, hvordan du ville få det, hvis du uventet fik en taknemmelighedshilsen fra en relation eller en tidligere relation. Tanken og følelsen taler for sig selv.

2. Taknemmelighedshjulet 

Rikke Østergaard opdeler livet i fire områder, når der arbejdes med taknemmelighed:

  • Mig selv (den jeg er)
  • Dem jeg er sammen med (mit sociale liv)
  • Det jeg har (det materielle)
  • Der hvor jeg er (mit tilhørsforhold, arbejde og søvn)

Tænk alle fire områder igennem og fokusér på, hvad du er taknemmelig for. Er det det, du har opnået? Er det dine venner og familie? Er det din seneste investering? Dit arbejde? At fokusere sætter mange ting i perspektiv og giver glæde og energi. 

3. Hold ferie i hverdagen

Tid er en knap faktor for de fleste af os – både på arbejdspladsen og derhjemme. Men prøv at gøre noget, du ikke har tid til, og som du med undskyldningen ”jeg har ikke tid” plejer at vælge fra. Et spil kort med familien. At køre forbi en kammerat og sige hej. At vælge en anden rute hjem fra arbejde. Mulighederne er uudtømmelige – og du skal nok alligevel nå det, du har sat dig for.


Læs også artiklen ”Giv din kollega et (mentalt) kram” fra Middelfart Sparekasse

 

330 medarbejdere deltager i KRAM

KRAM- forløbet i Middelfart Sparekasse strækker sig over et år, og alle 330 medarbejdere deltager - også den administrerende direktør. Forløbet understøttes af en lederuddannelse af samtlige linje- og stabsledere. Her er hovedtemaet coaching, men feedback indgår også som en central del.

Rikke Østergaards bog ”TAK - Der er altid noget at være taknemmelig for” udkom i 2019. Du kan downloade en lightudgave af bogen på Rikke Østergaards hjemmeside.

Dag Kristiansen
Dag Kristiansen
Chefkonsulent
+45 8993 3373
+45 2916 3109
Nysgerrig på KRAM-forløbet? Så tøv ikke med at tage fat i Dag


Se alle nyheder

o O o

Seneste nyheder fra FU