Flere virksomheder vil få nej i banken

Når lønkompensationsordningen udløber sidst i august, vil det være en trykprøve af, hvor mange jobs, der reelt er i et coronakriseramt Danmark. Det er starten på en ny fase, siger cheføkonom fra Dansk Erhverv, Tore Stramer
De danske virksomheder skal gøre sig klar til et efterår, hvor det strammer til. Også hos bankerne. Det spår Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Smittetallene vil svinge taktstokken for dansk økonomi i de kommende måneder.

Hvad kommer det til at betyde for de små og mellemstore virksomheder? Det kommer Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, med et bud på her:

 

Hvad er det for en virkelighed, virksomhederne arbejder i lige nu?

"Vi befinder os heldigvis i en situation, hvor vi kan se, at det er gået bedre end frygtet. Vi har lige nu en fornuftig dansk økonomi med et forbrug, der er tæt på normalt, hvor virksomhederne ansætter og ledigheden falder lidt. Det er alt sammen positivt. Men der er store forskelle på tværs af brancher."

”Hvis forbrugerne bliver skræmt hjem i stuerne igen, vil det ramme afsindigt hårdt”

Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv

   

Hvordan ser efteråret ud for de danske virksomheder?

"Der er to store usikkerheder, når vi ser lidt frem.

Lønkompensationsordningen bliver afmonteret den 29. august, og det vil være en trykprøve af, hvor mange jobs, der reelt er. Det bliver lidt af en gyser.

Derudover må vi forberede os på, at krisen kommer til at slå hårdere igennem på eksporten. Indtil videre er eksportvirksomhederne ikke blevet så hårdt ramt som frygtet – vi eksporterer rigtig meget medicin, fødevarer og vindmøller, og de brancher har coronakrisen ikke været så hård ved endnu. Men ser vi fremad, ændrer det sig nok – ikke mindst for industrivirksomhederne."

  

Hvordan er udsigterne for virksomhederne, når vi kigger en halvt eller et helt år frem?

"Coronakrisen ramte dansk økonomi på et tidspunkt, hvor den var ret stærk, og det kan vi se i de økonomiske nøgletal, der lige nu er mere positive end forventet. Men vi kigger med nervøsitet på smittetallene - ikke mindst i udlandet. Hvis forbrugerne bliver skræmt hjem i stuerne igen, vil det ramme afsindigt hårdt og skyde økonomien i sænk."

  

Hvad betyder coronakrisen for de danske virksomheders forhold til deres bank?

"Når vi spørger vores medlemmer i Dansk Erhverv, har langt de fleste haft positive oplevelser med deres bankrådgiver gennem krisen. Det er selvfølgelig positivt.

Den store udfordring bliver, at bankerne nu er i gang med at vurdere, hvad der skal falde og hvad, der skal stå efter coronakrisen.

Grundlæggende har bankerne ingen interesse i at give kredit til virksomheder, der ikke er levedygtige på sigt. Da viruskrisen brød ud, var bankerne under et politisk pres og forventninger om, at de levede op til et samfundsansvar. Vi kan nok godt forvente, at bankerne vil blive mere stramme i betrækket.

Hjælpepakkerne bliver generelt tilbagerullet, og det gør politikerne jo i erkendelse af, at der kommer en stigning i ledigheden. Flere virksomheder vil nok opleve at få et nej i banken, og det er en ny fase i den proces, vi skal igennem for at komme godt igennem krisen.

Det er de kolde realiteter. Vi vil se stigende antal konkurser og færre ansatte."

Seneste nyheder fra FU

Talentudvikling: 4. april 2024

Strategisk vigtigt generationsskifte

Læringskultur: 2. april 2024

I GrønlandsBANKEN lever læringskulturen

Databeskyttelse: 22. marts 2024

Ny onlineuddannelse om databeskyttelse

Investering: 1. marts 2024

Ny uddannelse: Simple investeringsprodukter