Sådan bliver du en god netværker

"At netværke handler dybest set om, at du tør gå lige lidt dybere ind i en samtale med en, du ikke kender særlig godt. Så kommer alt det andet helt af sig selv." Den professionelle netværker, Susanne Hoeck, giver 7 gode råd til , hvordan du bliver en god netværker.
Der er masser af netværk – både formelle og uformelle – i finanssektoren. Hvis du vil blive bedre til at bruge dem, er der især én ting, du skal huske.

Der er nogle mennesker, der tilsyneladende får alt via deres netværk. Jobbet, huset, bestyrelsesposten, kontakterne og de gode løsninger.

Når du scroller ned gennem dit LinkedIn-feed, bugner det med ”Er der en i mit netværk, der kan…”-opslag, og måske tænker du, at det lige præcis er de mennesker, der skaffer sig alt via netværk.

Men det er det ikke. Tværtimod.

"En god netværker har ikke fokus på, hvad hun kan få. Hun fokuserer på, hvad hun kan give. At netværke handler dybest set om, at du tør gå lige lidt dybere ind i en samtale med en, du ikke kender særlig godt. Så kommer alt det andet helt af sig selv."

At netværke handler dybest set om, at du tør gå lige lidt dybere ind i en samtale med en, du ikke kender særlig godt.

Sådan siger Susanne Hoeck. Hun er professionel netværkskvinde og blandt meget andet moderator på en lederkonference, chefredaktør på et business- og eventmagasin, ansvarlig for Women’s Board Award og eventmanager for OL i Tokyo 2021.

Vær åben og nysgerrig

Drivkraften i de gode netværk er, at de fleste mennesker godt kan lide at fortælle om sig selv, deres arbejde og deres udfordringer, siger Susanne Hoeck.

Finanssektoren er kendt for mange netværk, både formelle og uformelle. Rigtig mange i sektoren er derfor vant til at drøfte udfordringer med fagfæller. Er du åben og nysgerrig i den dialog, så er du en god netværker.

"Hvis du er usikker på, hvordan du skaber et godt netværk, er opskriften ret enkel. Mød op og mød mennesker, du har et fagligt fællesskab med. Lyt og spørg ind," siger Susanne Hoeck.

Hvis du ikke ved, hvad du skal spørge om, fremhæver Susanne Hoeck et spørgsmål som en faglig icebreaker, der altid virker:

"Spørg ind til, hvad der er den største udfordring på jobbet lige nu. Det spørgsmål åbner så godt som altid for noget spændende og noget konkret, som I kan tage en faglig snak om. Og så er I i gang."

Nørdede, faglige netværk beriger

Finanssektorens Uddannelsescenter har flere faglige netværk. Line Bagger Bendix er afdelingschef i Finansiel regulering og bestyrelse og står bag bl.a. netværk for hvidvaskansvarlige og specialister og netværk for medarbejdere, der arbejder med AML (Anti-Money Laundering) i finanssektoren.

"Vi har lavet vores netværk, fordi vi så et behov og blev direkte opfordret til det. De tilbagemeldinger, vi får, viser, hvor stor værdi det har at drøfte faglige udfordringer med ligesindede. Vi faciliterer den gode, faglige samtale sammen med stærke kapaciteter på området, og det giver netværkene relevans og fremdrift."

 

De 7 gode råd til dig, der vil netværke

  • Vær kort og præcis, når du bruger din taletid i de faglige netværk – drop de lange præsentationer
  • Fortæl historier og sæt billeder på det, du deler – så sidder det fast og skaber værdi
  • Del også fiaskoer – du viser styrke, når du ikke kun fortæller om succeserne
  • Vær diskret – det, der bliver delt, er som udgangspunkt fortroligt. Også det, der ikke er forretningskritisk
  • Tænk over, hvad du deler – de fortrolige oplysninger skal du holde for dig selv
  • Lov ikke mere, end du kan holde
  • Følg op – vend altid tilbage og sig tak for hjælpen

 

Line Bagger Bendix

Nysgerrig på FU's netværk? Tag fat i Line

Line Bagger Bendix

Finansiel Regulering & Bestyrelse

8993 3240

lbb@finansudd.dk

Seneste nyheder fra FU

Talentudvikling: 4. april 2024

Strategisk vigtigt generationsskifte

Læringskultur: 2. april 2024

I GrønlandsBANKEN lever læringskulturen

Databeskyttelse: 22. marts 2024

Ny onlineuddannelse om databeskyttelse

Investering: 1. marts 2024

Ny uddannelse: Simple investeringsprodukter