Første spadestik til nyt byggeri

Pernille Bille Tvedt, direktør på Skanderborg Park, Ole Beith, bestyrelsesformand på FU, og Søren Laursen, direktør på FU, var alle med til første spadestik for FU's nye bygning.
Bestyrelsesformand Ole Beith satte spaden i jorden for at markere byggeri af ny kontorbygning til Finanssektorens Uddannelsescenter (FU) og udvidelse af Skanderborg Park.
FU og konferencehotellet Skanderborg Park har mere end 50 år på bagen. Nu går byggeriet af ny domicilbygning til FU, større konferencesal og flere hotelværelser i gang.
Det blev markeret med en spadestiksceremoni, hvor bestyrelsesformand Ole Beith, der er direktør i Sparekassen Thy, satte spaden i jorden.
”Med den nye kontorbygning og udvidelsen af Skanderborg Park skaber vi fundamentet for fremtiden for vores fælles uddannelsescenter,” siger Ole Beith og fortsætter:
”Vi tror på vækst, og vi tror på, at FU også i fremtiden er et fyrtårn for læring og viden i finanssektoren. Det skal afspejles i de fysiske omgivelser.”
Udvidelse af både FU og Skanderborg Park
Byggeriet går i gang i maj og forventes færdigt ultimo 2026.
Der bliver bygget ny konferencesal til gæsterne på Skanderborg Park med plads til 250 personer og en ny domicilejendom til FU’s 80 medarbejdere. De tidligere kontorlokaler bliver renoveret og ombygget til 36 nye hotelværelser.
”Det er en stor dag, når vi endelig kan sætte spaden i jorden. Vi glæder os over den store opbakning fra både bestyrelsen, resten af medlemskredsen og medarbejderne og kan næsten ikke vente, til vi kan rykke ind i vores nye lokaler,” siger adm. dir. på FU Søren Laursen.