Kært barn fylder 50 år

Peter Vinther Christensen, bankdirektør for Salling Bank og formand for FU, uddelte rosende ord i sin tale på jubilæumsdagen. Han understregede, at FU er vigtig for finanssektoren – især i en tid hvor pengeinstitutterne oplever et stigende pres grundet lovgivning og reguleringer.
Et stærkt samarbejde i sektoren kan fejre 50-års jubilæum. Finanssektorens Uddannelsescenter, oprindeligt Bankforeningernes Kursuscenter, fylder rundt i år.

Selvom bygningerne ikke stod helt færdige den 1. februar 1969, er det alligevel den dag, FU har det officielle jubilæum. Det fik formanden Peter Vinther Christensen, bankdirektør for Salling Bank, til at kigge forbi på FUs morgenmøde i februar. Han holdt en tale, som indeholdt ros til jubilaren – og fortællingen om både gode og svære tider.

Hyldest til fællesskabet og FU version 2.0

”Vores jubilæum er en hyldest til fællesskabet i sektoren, for hvis ikke der havde været medlemmer, som stod sammen om FU igennem svære tider, så havde vi ikke været her i dag. Men det er også en særlig hyldest til alle de dygtige medarbejdere, som har været en del af FU gennem nu 50 år, for hvis ikke de havde leveret det, som sektoren havde brug for, så ville FU heller ikke have været her i dag...”

Sådan indledte direktør Søren Laursen, hvorefter han overlod ordet til formanden Peter Vinther Christensen:

”Det, jeg hører rundt omkring, er, at FU bliver betragtet som en af de allerstørste succeser i finanssektoren. Det er et fællesejet selskab, som ganske givet var i store udfordringer, når vi kigger små 10 år tilbage; men da stod vi sammen og besluttede os for at ændre tingene. Det blev til en større transformation, hvor vi gentænkte FU til en version 2.0. Og det er i dag en rigtig stor succes. Det er jeres fortjeneste – og det vil jeg gerne ønske jer rigtig stort tillykke med. Jeg er enormt stolt over det, I laver – og det er bestyrelsen også.” 

Formanden betonede, hvor unikt det var, idet mange andre fællesejede selskaber i finanssektoren er blevet solgt ud gennem årene.

Den 1. februar blev jubilæet fejret på fornemmeste vis med jubilæumskage (med jubilæumslogo på) og flotte taler fra formand Peter Vinther Christensen (tv.) og direktør Søren Laursen (th.). På billedet ses også hoteldirektør Charlotte Riberholt.

Her har medlemskredsen holdt fast i den fælles dynamo, som FU er og altid har været inden for kompetencer i finanssektoren.

Du kan se flere billeder fra jubilæumsdagen på vores Facebook-side (kræver login til Facebook)

Legendarisk 4-ugers kursus

Forud for etableringen af et kursuscenter i Skanderborg i 1969 gik Provinsbankforeningen og Københavnske Bankers Forening af 1920 sammen om at uddanne bankelever. Efter en tid hvor man typisk uddannede egne elever, ville man løfte niveauet, og 125 banker gik sammen om at etablere et fælles kursuscenter.

En del af et stærkt fællesskab

Meget har ændret sig siden 1969, hvor over 100 banker i fællesskab stiftede Bankforeningens Kursuscenter. Siden har kursuscenteret ændret navn til Finanssektorens Uddannelsescenter, og udvalget af uddannelser og kurser er blevet større – men det stærke fællesskab i sektoren har FU været en del af siden begyndelsen.

Skanderborg blev valgt fordi det lå centralt i Danmark, det lå et rigtig smukt sted, og så var det tæt på Århus, så de kunne hyre undervisere ind fra blandt andet universitetet og handelshøjskolen.

Paletten med kurser var dengang kun få forløb, som til gengæld kunne strække sig til flere uger. Internat var et frynsegode, og det styrkede den sociale side eleverne imellem.

Der var fra starten 3 kategorier af uddannelse: Der blev uddannet bankelever, og dernæst kom der efter- og videreuddannelse til ”ældre medarbejdere”, som der stod i papirerne fra dengang. Og endelig var der genopfriskningskursus for dem, der havde aftjent værnepligt, som dengang varede noget længere tid end i dag.

Blandt de mest eftertragtede og prestigefyldte videreuddannelser var ”Det store kreditkursus”, som strakte sig over 4 uger, og det havde Peter Vinther Christensen selv gode minder om. Og med den tone og det smil, som Peter omtalte det med, var der ingen tvivl om, at – udover fagligheden – så var ikke mindst hyggen i top, når man var på internatkursus i Skanderborg.

Du kan læse mere om FUs historie på vores hjemmeside her

 

Stigende kontingent og færre kunder

Kursuscenteret ændrede navn og medlemsantal nogle gange, og i 1993 blev det til Finanssektorens Uddannelsescenter, som i daglig tale kaldes FU. Alle medlemmer betaler medlemskontingent, og da finanskrisen kom, begyndte der at komme væsentlige ekstraopkrævninger ud over medlemsgebyret.

”Det skabte dårlig stemning,” fortalte Peter Vinther Christensen.

”Men det var aldrig på tale, at FU skulle lukkes. Det var på tale at omforme det, måske sælge hotellet osv. Men ikke at lukke det. Der var så meget viden, som var værd at holde fast på.”

Svære tider førte til forandringer

Det kræver af og til nytænkning, hvis man vil klare sig gennem svære tider. Da FU for 10 år siden gennemgik en periode med modgang, førte det til en større omstrukturering af FUs organisering og forretningstankegang. Det betød dog, at det var et styrket FU, der kom ud på den anden side.

Det var en udbredt fortælling, at det var på grund af finanskrisen, at pengeinstitutterne sparede på uddannelsen. Men så undersøgte man fænomenet i samarbejde med LOPI og Regionalbankforeningen og fandt ud af, at sektoren ikke var stoppet med at investere i uddannelse som følge af krisen. Man var bare begyndt at købe uddannelserne og konsulentydelserne andre steder end på FU.

Og det var ikke godt.

Skuden skulle vendes. Resultatet blev, at hotellet blev udskilt som selvstændigt datterselskab og FUs bestyrelse hyrede Charlotte Riberholt som faguddannet hoteldirektør med tiltrædelse den 1. oktober 2012.

Søren Laursen kom til som ny direktør for FU den 1. august 2013, og han gennemførte en markant ændring af FUs organisering, produktsammensætning og forretningstankegang.

Finanssektoren har brug for FU

”Hvor må det være fedt for jer at være her på et uddannelsescenter og hotel, der bare er i vej fremad og med en kreds af ejere og bestyrelse, der bare gerne vil have mere af det, I gør… ” sagde Peter Vinther Christensen direkte til FUs medarbejdere. 

”Når jeg ser på vores egen hverdag ude i pengeinstitutterne, så er der et kontinuerligt og stigende pres omkring implementering af ny lovgivning og regulering fra EU og Folketinget. Hertil kommer certificeringer, løbende efteruddannelse og tests."

Alt dette har den direkte afledte effekt, at der er mere brug for FU end nogensinde:

Der var brede smil over hele linjen, da Peter Vinther Christensen, holdt sin tale på morgenmødet i anledningen af Finansektorens Udannelsescenters 50-års jubilæum.

”Vi har brug for jer, således at vi gennem uddannelse kan sikre os, at vi overholder lovgivningen, og at vi til stadighed rådgiver korrekt om komplicerede produkter for eksempel indenfor pension og investering.

”Det er godt at vide, at vi kan gå et sted hen, hvor der er hjælp at hente, og det er godt for jer på FU at vide, at vi har brug for jer,” rundede Peter Vinther Christensen af.

Historiske fakta om FU

01.02.1963:
Provinsbankforeningens Uddannelsesafdeling etableres i Vedbæk.

01.02.1969:
"De danske Provinsbankers Forening" af 1905 og "De Københavnske Bankers Forening af 1920" går sammen om at etablere Bankforeningernes Kursuscenter i Skanderborg. 125 banker står sammen om initiativet.

01.02.1975:
"De Københavnske Bankers Forening af 1920" opløses, da foreningen kun består af Arbejdernes Landsbank og Amagerbanken. De 2 banker overdrager ejendomsretten til centrets bygninger mv. til Provinsbankforeningen.

10.06.1993:
Finanssektorens Uddannelsescenter stiftes med lige adgang for alle finansielle virksomheder til at blive optaget som medlemmer henholdsvis brugere.

01.10.2012:
Hotel og konferencedelen skilles ud som 100% ejet datterselskab, og får navnet Hotel Skanderborg Park. Før finanskrisen kom den primære omsætning på hotellet fra FU. I 2018 var 78% af omsætningen på eksterne kunder.

Her kan du se nogle historiske billeder om FU fra arkiv.dk

Oprindeligt byggede man 3000 etagekvadratmeter. Der er sidenhen udbygget flere gange, så hotellet i dag har 78 værelser, og tilbyder 4-stjernet faciliteter for alle typer gæster. 

FU leverer i dag ydelser til hele den finansielle sektor, og dækker de finansfaglige områder, samt ledelse, salg strategi og bestyrelse. Internatophold er i dag afløst af undervisning ude hos kunden, og i tæt samarbejde med den enkelte kunde. Desuden afvikles mere og mere undervisning digitalt.

 

Har du et minde fra de sidste 50 år om Finanssektorens Uddannelsescenter?

I anledning af jubilæet vil vi i løbet af 2019 dele minder og gode historier her på hjemmesiden og på vores sider på LinkedIn og Facebook.

 

 

Seneste nyheder fra FU

Talentudvikling: 4. april 2024

Strategisk vigtigt generationsskifte

Læringskultur: 2. april 2024

I GrønlandsBANKEN lever læringskulturen

Databeskyttelse: 22. marts 2024

Ny onlineuddannelse om databeskyttelse

Investering: 1. marts 2024

Ny uddannelse: Simple investeringsprodukter