Netværk er populære som aldrig før
Carsten Ginnerup, proceskonsulent i Sparekassen Kronjylland, er med i Netværk om implementering på FU: "Det er et fortroligt rum, hvor vi deler erfaringer. Så opdager man både nye muligheder og nye behov."
Faglige netværk knopskyder og er populære som aldrig før. De giver et fortroligt rum med plads til fordybelse, deling af viden og læring, der skaber forandringer.
Specialister fra alle kroge af finanssektoren strømmer til FU’s 12 faglige netværk. Her mødes de med fagfæller, der sidder med de samme problemstillinger og muligheder – og det giver værdi.
”Netværket giver mig mulighed for at reflektere over min egen tilgang. FU bidrager til en dybere forståelse, og jeg får masser af inspiration fra oplæg og de andre deltagere i netværket. Det er et fortroligt rum, hvor vi deler erfaringer. Så opdager man både nye muligheder og nye behov,” siger Carsten Ginnerup, proceskonsulent i Sparekassen Kronjylland.
Fagligt nørderi og nye relationer
Han er en del af ”Netværk om implementering”, som chefkonsulent Helene Wallentin Nickø står i spidsen for. Hun er ikke i tvivl om, hvad netværket kan:
”På vores netværk går vi i dybden med en faglighed. Det giver deltagerne mulighed for at mødes med kolleger fra andre steder i den finansielle sektor, som sidder med de samme udfordringer og muligheder. Hvis du arbejder med implementering og ikke har nogen at sparre med i hverdagen, så giver det kæmpe værdi at mødes i et netværk med fagfæller,” siger hun.
Udover faglige oplæg fra eksperter er der på de to årlige netværksdage god mulighed for at dele erfaringer på kryds og tværs. Det skaber nye relationer, som man også kan trække på mellem møderne, fortæller Helene Wallentin Nickø.
Nye og gamle netværk
FU’s ældste netværk er Juridisk klub, der har mere end 35 år på bagen. Det er de færreste netværk, der har dén historik, men mange har eksisteret længe. De opstår typisk, fordi FU’s fageksperter ser et behov for at dykke ned og blive klogere på noget sammen med andre.
Netværk for implementering er et af de nyeste FU-netværk.
”Implementering er en af de vigtigste organisatoriske kompetencer i en foranderlig verden – men samtidig en af de mindst prioriterede. Vi ser et kæmpe potentiale, og det er der en gryende forståelse for i sektoren. Men det er de færreste, der har en hel implementeringsafdeling, og det var baggrunden for, at vi oprettede netværket,” siger Helene Wallentin Nickø og fortsætter:
”Det giver så meget værdi for deltagerne at mødes med andre implementeringsansvarlige, der står i de samme dilemmaer og udfordringer.”