FU følger myndighedernes anbefalinger og anvisninger, når vi mødes fysisk. Få overblik

Bevar den høje arbejdsglæde i Finanssektoren

Selvom arbejdsgange og jobs i sektoren ændrer karakter, er der høj arbejdsglæde blandt ansatte i danske pengeinstitutter. Her får du input til, hvad I kan arbejde med for at bevare det høje niveau eller forbedre det yderligere.

I næsten 20 år har FU gennemført målinger af medarbejdertilfredshed, hvor vi har brugt FUs model Finanssektorens MedarbejderBarometer. Resultatet af hver enkeltmåling vises (blandt andet) med prioriteringskort, som giver overblik over de faktorer, der har størst betydning for medarbejdernes arbejdsglæde i det givne pengeinstitut.

Til denne artikel, har vi samlet resultaterne fra de målinger, vi har udført for pengeinstitutter gennem de sidste 3 år. Ud fra de samlede resultater, er det tydeligt, at sektoren har en høj arbejdsglæde, da arbejdsglæden ligger på 76 på et indeks fra 0 til 100. Som tommelfingerregel er et indeks over 70 over middel. Alligevel er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan det høje niveau fastholdes eller endda forbedres.

Omdømme og arbejdsbetingelser er vigtige for arbejdsglæden

For hver måling udarbejder FU et overordnet prioriteringskort over, hvilke områder der overordnet bør prioriteres. Når vi samler alle 2.635 besvarelser fra de målinger, FU har foretaget inden for de sidste 3 år, kan vi se følgende (se også figur 1):

Fakta om den samlede undersøgelse

Prioriteringskortene i denne artikel er baseret på alle pengeinstitutter, der har gennemført Finanssektorens MedarbejderBarometer de seneste 3 år. Benchmarket bygger på besvarelser fra 2.635 medarbejdere i 12 pengeinstitutter.


Ansatte i sektoren er hovedsageligt tilpas med ledelse og samarbejde på arbejdspladsen, til gengæld placerer arbejdsbetingelser sig i det felt, som pengeinstitutter bør prioritere, idet området scores relativt lavt og har stor betydning for arbejdsglæden.

Området arbejdsopgaver skal vedligeholdes på det høje niveau, hvor ansættelsesvilkår og udvikling kan forbedres, men endnu ikke er kritiske for arbejdsglæden og derfor bør observeres.

Mange medarbejdere vurderer pengeinstituttets omdømme til at have høj betydning for arbejdsglæden. Omdømmet scorer dog relativt højt og ligger derfor lige på kanten til at placere sig i feltet, som kræver en prioriteret indsats.
 
Dette prioriteringskort viser altså, at sektoren især skal arbejde med arbejdsbetingelser, hvis de vil højne medarbejdernes arbejdsglæde. Derudover skal der være et bevidst fokus på omdømme, da det også er en vigtig drivkraft for medarbejdernes arbejdsglæde.

Arbejdspresset er generelt ikke højt, men kan have store konsekvenser

For hvert område kan vi zoome ind og se mere detaljeret på, hvad det indeholder og hvordan medarbejderne vurderer de forskellige områder. Her kigger vi nærmere på Arbejdsbetingelser, som netop ligger i det område, som bør prioriteres i sektoren for at se, hvordan området kan forbedres, så det øger arbejdsglæden.

Prioriteringskortet over Arbejdsbetingelser viser, at det især er mulighederne for at udføre sit arbejde effektivt, der generelt for sektoren bør være fokusområde. Hertil kommer en opmærksomhed på trivsel i forhold til arbejdspres (se også figur 2).

Trivsel i forhold til arbejdspresset er det punkt under Arbejdsbetingelser, der har størst betydning for arbejdsglæden. Samtidig fremgår det, at vurderingsscoren hertil ikke er lav, men ligger tæt på middel.

En forklaring er, at arbejdspresset generelt ikke er faretruende højt i sektoren, men for dem der har oplevet et meget højt arbejdspres, har det påvirket deres arbejdsglæde betydeligt i negativ retning. Derfor er det vigtigt at holde øje med tegn på stort arbejdspres blandt medarbejderne.

Skab effektive arbejdsgange

Det mest centrale indsatsområde i sektoren for at fastholde og højne arbejdsglæden er at hjælpe medarbejderne med at kunne arbejde effektivt. Det er FUs oplevelse, at store administrative opgaver, for eksempel i relation til compliance samt ineffektive systemer og arbejdsgange, er det, som udfordrer medarbejdernes arbejdsglæde mest de fleste steder.

Høj effektivitet styrker arbejdsglæden

Hvis arbejdsglæden skal forbedres, kan det være en god idé at fokusere på medarbejdernes effektivitet. Det kan nemlig påvirke medarbejdernes arbejdsglæde i negativ retning, hvis de føler, at effektiviteten ikke er høj nok.

Fokusområderne hænger godt sammen med, at mange arbejdsgange ændrer karakter i disse år. Digitaliseringen skaber behov og muligheder for at arbejde på nye måder og ændrer kundernes brug af og kontakt med pengeinstitutterne.

Nye systemer og ændrede arbejdsopgaver kræver en implementeringstid og et stort ledelsesfokus. Det kan bevirke, at medarbejderne føler, at de ikke kan arbejde effektivt i en periode

Samtidig stilles der mange steder krav om, at medarbejderne arbejder effektivt, så de kan bruge tiden sammen med kunderne og på at være proaktive og opsøgende.

FUs kurser i Digital omstilling gør det lettere for medarbejdere at forholde sig til ændrede arbejdsopgaver på grund af den digitale omstilling.

Fakta om FUs medarbejderbarometer

Finanssektorens MedarbejderBarometer er en måling baseret på medarbejdertilfredshedsanalyser, som FU i samarbejde med analysevirksomheden Dataminds, tilbyder danske pengeinstitutter.
 
Jeres medarbejdere besvarer et spørgeskema om arbejdsglæde og en række forhold, der kan påvirke arbejdsglæden. I afrapporteringen benchmarkes jeres resultater op imod sektoren. I får også udarbejdet jeres egne prioriteringskort, så I kan se, hvor jeres indsatsområder bør være.

Læs mere om Finanssektorens MedarbejderBarometer

Hvordan er arbejdsglæden hos jer? 

Prioriteringskortene i denne artikel viser et gennemsnit for finanssektoren gennem de sidste 3 år. Der kan naturligvis være forskel på, hvad de enkelte pengeinstitutter bør prioritere. Vi kan hjælpe jer med at gennemføre jeres egen medarbejdermåling (Finanssektorens MedarbejderBarometer), så I for konkret indsigt i, hvad I bør arbejde med for at fastholde eller skabe en højere arbejdsglæde blandt medarbejderne.
 
Ønsker I jeres egen måling, kan I læse mere om MedarbejderBarometer