Regulering topper e-learning-listen

Måden, vi lærer på, er under forandring. Mikrolæring – altså læring i små bidder lige når det passer den enkelte medarbejder – vinder indpas.
E-learning om hvidvask og persondata topper listen for 2021 – og så stiger interessen for bæredygtighed. Anni Thisted, chefkonsulent hos Digital læring på FU, gør status.

Regulering og certificering fylder i hverdagen i pengeinstitutterne. Det fremgår også af tallene, når Anni Thisted evaluerer listen over de mest brugte e-learning-moduler hos Finanssektorens Uddannelsescenter i 2021.

”Moduler om for eksempel hvidvask og persondata berører alle i pengeinstitutterne, så det er selvfølgelig også der, vi oplever meget trafik,” siger hun og understreger, at listen ikke viser, at ét e-learning-modul er vigtigere end andre, bare fordi det får klik:

”Når man ser på tallene, er der måske ikke så mange besøg på moduler om eksempelvis boligkøb. Det er jo ikke fordi, at bolig ikke er på dagsordenen. Reguleringen af sektoren betyder bare, at hvidvask er et emne, der berører mange flere medarbejdere ude i pengeinstitutterne, og de skal have opdateret deres viden.”

Mere bæredygtighed i 2022

Bæredygtighed fylder mere og mere i sektoren. Det kan man også se på listen over de mest benyttede e-learning-moduler.

"Flere og flere pengeinstitutter har sat bæredygtighed på dagsordenen. Derfor tror jeg også, vi kun kommer til at opleve en stigning på dette område i 2022."

Da Finanssektorens Uddannelsescenter lancerede modulet ”Bæredygtighed i den finansielle sektor” i starten af 2021, trak det hurtigt knap 200 brugere om måneden. Det steg i oktober 2021 til hele 1600. Tilsvarende gælder det for modulet ”Bæredygtige investeringer”, der siden lanceringen ultimo 2021 har haft 600 brugere i januar 2022.

Mange pengeinstitutter sætter nemlig modulerne i spil og sørger aktivt for, at deres medarbejdere bliver up to date med bæredygtighed. Ifølge Anni Thisted er det kun begyndelsen: 

”Flere og flere pengeinstitutter har sat bæredygtighed på dagsordenen. Derfor tror jeg også, vi kun kommer til at opleve en stigning på dette område i 2022. Mange pengeinstitutter bruger vores e-learning, som det er. Men der er også flere pengeinstitutter, der bruger vores moduler som en byggesten, som de supplerer med moduler, hvor vi hjælper med at lægge deres eget indhold ind og formidle deres tilgang til bæredygtighed både fagligt, pædagogisk og designmæssigt.”

Sæt læringen i spil

Måden vi lærer på, er under forandring. Mikrolæring – altså læring i små bidder lige når det passer den enkelte medarbejder – vinder indpas. Den tendens har FU fokus på, når de udvikler digital læring.

”Der er store perspektiver for pengeinstitutter og alle andre organisationer i at bringe den digitale læring i spil i hverdagen."

”Mantraet for digital læring har i flere år været ”just in time, just enough, just for me”. Nu står vi et sted, hvor de digitale muligheder virkelig kan understøtte det. Både for os, der udvikler digital læring, for organisationerne og for dem, der skal lære,” siger Anni Thisted og fortsætter:

”Sammen med vores kunder arbejder vi hele tiden på at finde ud af, hvordan læring bedst bliver bragt i spil. Inden for digital læring er der eksempelvis masser af e-learning tilgængeligt, men det betyder ikke nødvendigvis, at det bliver brugt.”

Der er en grund til, at de regulatoriske områder topper listen. Det er det, man skal. Bæredygtighed er på den anden side noget, man vil – altså noget, pengeinstitutterne vælger at promovere – og så bliver det brugt.

”Der er store perspektiver for pengeinstitutter og alle andre organisationer i at bringe den digitale læring i spil i hverdagen. Både for at pushe vigtige dagsordener og for at skabe maksimal læring ud af det, der er ”skal”-opgaver. Hvordan man så gør det, ser vi et stigende fokus på, og det kommer vi helt sikkert til at se mere af i 2022,” siger Anni Thisted.

 

Anni Thisted
Anni Thisted
Chefkonsulent
8993 3292

Seneste nyheder fra FU

Talentudvikling: 4. april 2024

Strategisk vigtigt generationsskifte

Læringskultur: 2. april 2024

I GrønlandsBANKEN lever læringskulturen

Databeskyttelse: 22. marts 2024

Ny onlineuddannelse om databeskyttelse