AI påvirker rådgiverens job – men den tager det ikke
FU's adm. direktør Søren Laursen tror ikke, at rådgiverens personlige rådgivning er yt. Tværtimod.
Personlig rådgivning går ikke af mode, selvom AI transformerer den måde, vi arbejder på. Det er vigtigere end nogensinde, at rådgiveren har styr på de grundlæggende kompetencer.
Hvad betyder kunstig intelligens for den måde, de bruger digitale services – og hvordan påvirker det relevansen af personlig rådgivning? Det er to ting, jeg er meget optaget af i denne tid, hvor generativ AI transformerer den måde, vi arbejder på.
I februar satte vi i vores netværk Future fokus på netop det spørgsmål. Til at gøre os klogere på spørgsmålet havde vi inviteret Jacob Sherson, professor ved Aarhus Universitet, der forsker i koblingen mellem AI og menneske.
Hans tese er, at de banker, der tænker menneskelig rådgivning sammen med kunstig intelligens, vinder. Han var samtidig helt tydelig omkring, at de, der tænker ”AI first”, ikke vinder. Spørgsmålet går altså ifølge Jacob på, hvordan man kombinerer mennesket med AI i en vinderformel.
Personlig rådgivning i vinderformlen
Der er ingen tvivl om, at chatbots og andre digitale løsninger kommer til at løse mange opgaver for kunden i hverdagen. Vi kommer også fortsat til at se, at de mest brugervenlige og intuitive digitale løsninger vinder markedsandele.
Kunden kan allerede finde mange svar og services via digitale løsninger, og med kunstig intelligens vil det kun udvikle sig hurtigere.
Men hvor algoritmen finder svar, er rådgiveren fortsat unik i sin evne til at kombinere sit løsningsforslag ud fra kundens økonomi, tanker, præferencer, bekymringer og drømme. Det kan rådgiveren, fordi hun eller han kan kombinere data med forståelse og dialog. Læg dertil, at rigtig mange kunder har tillid til det personlige råd i centrale livsbegivenheder som for eksempel det første huskøb, skilsmisse eller pension og nedsparring.
Rådgiverens basiskompetencer skal løftes
Der er ingen tvivl om, at AI transformerer rådgiverens job, ligesom vi har set det ske ved tidligere teknologiske kvantespring. Men personlig rådgivning går ikke sådan lige af mode. Måske næsten tværtimod.
I den udvikling, vi står i lige nu, tror jeg på, at rådgiverens basiskompetencer skal løftes. Det er vigtigere end nogensinde, at rådgiveren, mennesket, kan helhedsrådgive på et stadig højere fagligt og personligt niveau. De fleste privatrådgivere elsker bolig, men ringer efter en specialist, når det kommer til pension, investering eller nedsparring. De har brug for kompetenceudvikling, så de løfter deres generelle niveau.
Vi er sat i verden for at sikre, at vores medlemmer og kunder kan udvikle sig, fungere og konkurrere. Derfor arbejder vi hele tiden på det niveauløft.
Det kan rådgiverne i dag få på uddannelsen Den erfarne rådgiver, som opdaterer og løfter basiskompetencerne. Vi har også en ny uddannelse i helhedsrådgivning på ”mellemniveauet” på trapperne. Med den bliver rådgiveren i stand til at løfte mere selv, så formuerådgiveren kan koncentrere sig om de komplekse opgaver.
Udviklingen kræver nye kompetencer, og derfor er kompetenceudvikling en uundværlig del af vinderformlen.