- Opbygning og indhold

Læring - også i hverdagen

Uddannelsen er opbygget, så den passer præcis til privatrådgiverens hverdag:

  • Vekselvirkning mellem uddannelse og hverdag
  • Direkte omsætning af læring til praksis
  • Personlig træningsplan
  • Inddragelse af lederen

Uddannelsen er bygget op af et kickoff og 4 moduler fordelt over fire måneder.

Forberedelse og opfølgning mellem modulerne

Mellem modulerne ligger en række understøttende aktiviteter i form af e-learning, før- og efter-målinger, praktiske opgaver i hverdagen og sparring med egen leder. Undervejs udarbejder du din egen træningsplan, og du træner din nye viden og kompetencer i hverdagen.

Omfang af forberedelse før modulerne:
Du skal regne med nogle timers forberedelse med e-learning-kurser, før-målinger og andre opgaver forud for de fleste moduler.

Modul 1: Kunderejsen – kunden som mindset

På dette modul arbejder du med at gennemføre stærke og udbytterige kundemøder, hvor du kommer hele vejen rundt om kunden. Du træner både behovsafdækning, præsentation af løsninger og proaktiv kommunikation.

Du arbejder blandt andet med:
  • Kunden som mindset
  • Den røde tråd i kundemødet – fra behov til løsning
  • Interviewteknik og nysgerrighed
  • Præsentation af løsninger og afslutning af salget
  • Din personlige træningsplan

Modul 2: Bolig

Dette modul styrker din evne til at give kvalificeret og kundetilpasset boligrådgivning, så dialogen bliver mere relevant og tryg for kunden. Du får opdateret viden om regler, finansiering og aktuelle tendenser, og vi arbejder med kundens muligheder, valg og udfordringer på boligområdet.
Du arbejder blandt andet med:
  • Finansiering, indfrielser og aktiv gældspleje
  • Strategiske valg, bæredygtighed og fremtidssikring
  • Økonomiske og praktiske overvejelser ved køb og salg
  • Fritidshuse, forældrekøb og ejendomsavancebeskatning

Efter modulet står du stærkere i kundemødet og kan omsætte din faglighed til konkret rådgivning, der skaber merværdi – fordi du bringer boligen i spil i dialogen, uanset kundens behov og planer.

Modul 3: Pension

Her får du styrket dit faglige fundament inden for pensionsrådgivning. Vi kobler produkter, regler og offentlige ydelser sammen, så du kan gøre kompleks viden praksisnær og relevant for kunden. 

Du arbejder blandt andet med:
  • Personskat
  • Førtidspension og tab af erhvervsevne
  • Pensionsopsparingsprodukter – herunder livsvarig livrente
  • Pensionsinfo og koblingen til kundens situation
  • §41 og muligheder
  • Arv og begunstigelse - kundens ønsker og valg

Modul 4: Investering og helhedsrådgivning

For selv erfarne rådgivere kan emnet investering være svært, og det at skabe løsninger, hvor kundens formue kan blive mindre, kan virke demotiverende. På kursets første dag arbejder vi derfor med at gøre investering simpelt og sikre, at kunden forstår potentialet ved at investere og accepterer muligheden for, at formuen periodevis bliver mindre.

Du får inspiration til kundedialogen og lærer at tage udgangspunkt i det, der betyder noget for kunden. På den måde minimerer du risikoen for indvendinger om omkostninger, og du sikrer, at kunden tager ejerskab for løsningen.

Du får:
  • Inspiration til dialogen om kundens investeringsprofil
  • Lyst til at rådgive om dit pengeinstituts investeringsløsninger
  • Indsigt i den værdi, pengeinstituttet skaber, når kundens investering bliver sammensat
  • En forståelse for beskatningen af kundens afkast

Et kursus, der lever op til kompetencekravene for relevant lovgivning, økonomisk forståelse og investeringsforeninger

På dag to arbejder du intensivt med helhedsrådgivning. Du træner kundemøder i små grupper, hvor både undervisere og deltagere giver målrettet feedback, så du udvikler dine kompetencer i behovsafdækning, løsning og afslutning af salget.


Retur til Den erfarne rådgiver