20 års erfaring og klar til endnu bedre kundemøder

I Sparekassen Thy ved de godt, hvor vigtigt det er, at også de erfarne rådgivere har de rette kompetencer.

Arbejdet i den finansielle sektor bliver hele tiden mere komplekst, og kunderne stiller større og større krav til rådgiveren. Som rådgiver er det vigtigt at være godt klædt på og have en bred viden for at bevare sin markedsværdi og ikke blive overhalet af de nye unge kolleger. Det gælder både fagligt og formidlingsmæssigt.

Den store forskel er at lære at stille de rigtige spørgsmål

Derfor har Sparekassen Thy netop haft to hold igennem forløbet Den erfarne rådgiver. Forløbet strækker sig over en periode på 5 måneder og består af 7 dages undervisning. Udover en faglig brush up gav det deltagerne en større åbenbaring af, hvilken forskel det gør, at man kender teknikkerne til at holde et godt kundemøde og formår at stille de rigtige spørgsmål til kunden.

Med 20 års erfaring i branchen syntes Rasmus Korsgaard selv, han var ret godt kørende og kunne alting på rygraden, så det var lidt skræmmende for ham at opdage, at der var nogle huller. Det var nu ikke på det faglige felt, at forløbet rykkede mest, men derimod på det med at afvikle kundemødet og formidle budskaberne til kunden.

Privatrådgiver Rasmus Korsgaard fortæller:

- Det var en ny verden, der åbnede sig. Jeg lærte at bruge en spørgeteknik, som åbner nye døre, ved at stille spørgsmål, der gør det spiseligt for kunden. Jeg har lært at holde bedre kundemøder. Jeg er blevet mere struktureret og bedre til at forklare og formidle noget for kunden. Kunderne kan helt sikkert mærke en mere oprigtig interesse fra min side. For deres job og deres fritid.

- Det kræver, at man bruger mere tid på at forberede sig til et kundemøde, men det er godt givet ud, mener Rasmus Korsgaard, der håber, at ledelsen også er indstillet på det. Når man lige kommer hjem fra kursus, skal man selvfølgelig øve sig, så i starten vil det tage noget længere tid, end når man først får det ind under huden. 

- Forløbet har både givet mig og sparekassen en hel masse. Jeg har en fornemmelse for, at vi nu kan lave mange flere forretninger, fortæller Rasmus Korsgaard fra Sparekassen Thy.


Et ekstra plus at deltage på forløbet sammen med egne kolleger

At det var et lukket forløb kun for Sparekassen Thy, var et ekstra plus. Forløbet har givet Rasmus og kollegerne en fælles referenceramme og en større ensrettethed i rådgivningen, som er meget nyttig i hverdagen. Der blev trukket nogle ressourcer frem i organisationen, og de fik pludselig øje på nogle kompetencer hos en kollega, som de ikke kendte til på forhånd. En kollega havde nogle gode vendinger og en anden nogle gode tegninger, som de andre fik gavn af. På den måde deler deltagerne deres viden og lærer af hinanden.


Lederne i Sparekassen Thy var involverede i uddannelsen helt fra start 

Læs hvad HR-konsulent Claus Rysgaard og afdelingsdirektør Peter Nielsen synes om uddannelsen.