Et centralt udvalg, der sikrer behandlingen af pengeinstituttets væsentlige risici
Risikoudvalgets arbejde danner grundlaget for mange af bestyrelsens beslutninger. Det er her, væsentlige risici bliver underkastet en ekstra grundig behandling, så den samlede bestyrelse får så præcise og gennemarbejdede oplæg som muligt – og dermed kan kvalificere de mange og komplicerede beslutninger.
Risikoudvalget skal være på forkant
Risikobilledet forandrer sig konstant, og få brancher er i så høj grad et spejl af det omgivende samfund, som pengeinstitutterne. Al risikoarbejde handler om at forstå sin egen forretning og kunne forudse, hvad der kan ramme – og hvordan. I takt med at verden forandrer sig, og pengeinstitutternes forretningsmodeller tilpasses, opstår nye risikoformer, som vi måske ikke kendte for få år siden, f.eks. inden for cyberrisici, AI og klimaforandringer – for blot at nævne nogle af de nyeste.
Metode og substans
Som udvalgsmedlem er det vigtigt at have en fornemmelse af, om det, udvalget og bestyrelsen præsenteres for, er fyldestgørende. En særlig disciplin for risikoudvalget er at have blik for det, der mangler, og hvilket grundlag forretningens vurderinger foretages ud fra: Er prioriteringerne rigtige? Og hvordan passer de med den strategi, pengeinstituttet forfølger?
På onlinekurset bliver du opdateret på, hvordan risikoudvalget bruges klogt, og hvilke bevægelser i risikobilledet udvalget evt. bør arbejde med. Desuden kommer vi ind på, hvordan snitflader til andre udvalg kan skære mest hensigtsmæssigt, og i det hele taget hvordan udvalgets arbejde kan organiseres så effektivt som muligt.