I dag er jeg en ægte leder
Robert Krogh Lauridsen har lært at lade flokken føre an efter Master i Ledelse.
På Master i Ledelse har investeringsdirektør lært værdien af værdier, vigtigheden af at lade stenene ligge, og hvordan man med fordel kan gå fra førerhund til hundefører.
Af Robert Krogh Lauridsen, investeringsdirektør i Andelskassen
Mit mål med uddannelsen var at få ny viden og styrke mine lederegenskaber. At jeg også skulle ændre mig markant på det personlige plan, havde jeg ikke givet meget overvejelse. Men det er lige præcis her, jeg har fået det største udbytte.
Jeg fik en oplevelse, der gjorde indtryk. Jeg lærte mig selv og mine værdier langt bedre at kende, og jeg fik en hulens masse teoriske værktøjer, som jeg løbende afprøvede i praksis.
Det kendetegnede hele forløbet, at jo mere du giver af dig selv, desto mere får du i udbytte. Det er ikke en svær uddannelse, hvis du vælger at åbne op. For så får du så meget igen, og det gør alt – også din eksamen – så meget nemmere.
Jeg har fået super gode venskaber, og jeg vil i dag ikke undvære mit team fra Master i Ledelse.
Kæmpe udbytte – også til virksomheden
Der er ingen tvivl om, at arbejdspladsen også får et kæmpe udbytte, når de investerer i at sende en leder på MiL’en. Du lærer din forretning at kende, og i løbet af forløbet lægger du en strategi for den, som du løbende udvikler.
Du lærer at forstå menneskene omkring dig. Du lærer at forstå kulturen i din virksomhed fra et mere nuanceret perspektiv. Du lærer forandringsledelse. Du lærer at omsætte strategi til praksis og meget, meget mere.
Fra førerhund til hundefører
I dag er jeg en ægte leder. Jeg har overdraget det meste af porteføljen, og jeg ser, at mit team performer fremfor mig.
Der er mindre fokus på resultatet og mere på, hvordan vi når det, hvilken læring vi tager med os, udvikling og trivsel. Det er ikke målet, men vejen derhen, det handler om. Det handler om at spille hinanden gode og bringe hinandens bedste kompetencer i spil.
Tidligere var jeg en førerhund, som elskede at løbe forrest – men som glemte at kigge mig tilbage. Nu er jeg hundefører, som godt kan gå i front en gang imellem. Men jeg behøver det ikke for at skabe resultater.
Vi skal dygtiggøre vores medarbejdere
Jeg har lært, at det skaber langt bedre løsninger, når jeg inddrager andre. Jeg bliver klogere, når jeg spørger og lytter. Jeg har lært, at jeg ikke selv altid har ret – og at analysefasen bliver langt bedre med flere input tidligt i processen.
Som ledere skal vi uddelegere. Det skaber motivation, ejerskab og ansvar, og det gør dit eget arbejde så meget nemmere, samtidig med at resultaterne forbedres. Vi skal dygtiggøre vores medarbejdere og lade dem vokse med ansvaret. Lad dem fremlægge for ledelsen, fremfor at du selv gør det. Lad dem få anerkendelsen, selvom du har været en stor del af processen.
Når jeg spørger og inddrager, nedtoner jeg min autoritet og løfter deres.
Lad stenene ligge
Jeg har lært mig selv langt bedre at kende på forløbet. Jeg har reduceret mit ønske om at være i centrum, styrket min ydmyghed og er blevet bedre til at reflektere over mine handlinger
Det har krævet noget af mig. Inden MiL var jeg en fikser – en problemløser, der hurtigt fik tingene fra hånden, så jeg kunne komme videre til næste punkt.
Jeg troede, det handlede om at være ham lederen, som fjernede alle stenene på vejen for mit team. Så de kunne øge hastigheden i hamsterhjulet og performe bedre.
Men her tog jeg grueligt fejl. Når jeg fjerner alle stenene, giver det mig en utrolig hektisk og uforudsigelig hverdag, samtidig med at jeg fjerner al form for udvikling hos den enkelte. Så jeg lærte dem selv at fjerne stenene – i samarbejde med hinanden.
Det gav mig luft til, at jeg kunne få tid til ledelse, fordybelse og perspektivering.
Værdier, der spiller mig god
Jeg har erfaret, at ærlig, autentisk og ordentlig er mine vigtigste værdier. De værdier spiller mig god, for her kan jeg være 100% mig selv. Jeg har lært at tage imod kritik og tøjle min utålmodighed. Jeg er blevet bedre til at tælle til ti og tænke, før jeg taler – og jeg er blevet meget mere bevidst om min egen ageren.
Er jeg i mål? Langtfra. I pressede situationer falder vi alle tilbage i gamle mønstre. Det gør jeg også, men jeg har lært at være bevidst om det. På den måde bliver jeg bedre og bedre til at være leder.