Implementering: Hvor svært kan det være?

Implementering, eksekvering, forandringsledelse – kært barn har mange navne. Uanset navn ér det svært.

Af chefkonsulent Karin Lyngby Christensen

Står der "Vi er virkelig gode til implementering" i feltet "Styrker" i jeres organisatoriske SWOT? Så er jeres organisation en sjældenhed. Godt gået – og fortsæt endelig det gode arbejde!

Hvis ikke er I som rigtig mange andre. I ved det godt, I arbejder med det, men nej, det går ikke altid, som I havde planlagt.

Udvikling er kongen

I adskillige år er der inden for disciplinen "udvikling" kommet en række nye begreber og metodikker til. Der er skrevet et utal af bøger. Der er organisatorisk fokus på det – og der bliver brugt enorme ressourcer på det.

Vi udvikler hele tiden nye processer, arbejdsgange og produkter – og det, der bliver udviklet, skal implementeres. Vi skal eksekvere!

Men dén opgave har til gengæld fået en noget mere stedmoderlig behandling. Det er som om, at når noget er udviklet, så skal det jo bare lige implementeres. Hvor svært kan det lige være…?

"Der er ingen quick fixes eller genveje til at blive dygtig til implementering"

Spot på implementering

Det er nu som om, der er en erkendelse på vej. Måske er det sværere end som så. Måske skal vi have implementeringsopgaverne ud af skyggen og ind i spotlyset?

For hvorfor dog bruge meget store summer på at udvikle noget, som ikke indfrier den lønsomhed, som den oprindelige businesscase gav indtryk af?

Drop fatamorganaet

Der er ingen quick fixes eller genveje til at blive dygtig til implementering. Forandringer og dermed implementeringsopgaver er kommet for at blive. Så idéen om at kunne bremse forandringerne for en tid og koncentrere sig om driften er et fatamorgana.

Opgaven er at integrere forandringer som en del af hverdagen på den mest effektive måde. En måde, hvor I også tager forandringer for medarbejderne med i betragtning.

Kort sagt: Implementering er en kontinuerlig opgave for hele organisationen. På tværs af fagligheder og organisatoriske opdelinger. Samtidig skal I have overblik over, hvor mange forandringer den enkelte medarbejder skal forholde sig til på samme tid.

For er medarbejderne ikke med, lykkes I aldrig. Uanset hvor god businesscasen er.

Seneste nyheder fra FU

Talentudvikling: 4. april 2024

Strategisk vigtigt generationsskifte

Læringskultur: 2. april 2024

I GrønlandsBANKEN lever læringskulturen

Databeskyttelse: 22. marts 2024

Ny onlineuddannelse om databeskyttelse

Investering: 1. marts 2024

Ny uddannelse: Simple investeringsprodukter