Farvel til topledere med tunnelsyn

De 34 ledere fra finanssektoren, der var på workshop om ”regenerativ ledelse”, kom ud af de vante rammer. Fordi det skaber noget. En 20 minutters gåtur får fx den kreative problemløsning til at stige med 50%.
Ny ledelse kræver nye tanker og ekstraordinært mod. Derfor er det nu, sektorens ledere skal forstå det regenerative tankesæt.

Der er kaffesnak, grin og kram. De 34 tidligere deltagere på Master i Ledelse glæder sig til at lære nyt. Selvfølgelig. Men muligheden for et par dage med tidligere holdkammerater har også spillet ind, da flokken af ledere fra alle grene af finanssektoren har valgt at tage til Østjylland et par dage.

Temaet for dagene er ”regenerativ ledelse”. Dag 1 er i trygge rammer Skanderborg. Dag 2 er i skovene ved Moesgaard. Det fælles udgangspunkt er nysgerrighed.

”Jeg glæder mig til at blive klogere. De siger jo, det bliver større end compliance. Men det er godt nok et abstrakt emne,” siger en deltager fra morgenstunden.

Stil kopperne fra jer

Laura Storm er et verdensnavn indenfor regenerativ ledelse. Hun har været med til at skrive en international bestseller om filosofien, og hun rejser verden rundt og taler med topledere om nødvendigheden af en helt ny måde at lede på.

Denne mandag indtager hun scenen i Skanderborg. Alle skal slippe kaffekoppen. Det er første gang, Laura Storm får lederne lidt ud af comfortzonen – men ikke den sidste.

Hun starter med stille meditationsmusik og beder deltagerne stille sig op i en halvcirkel, lukke øjnene og tage med på en lille rejse. De tidligere MiL’ere gør, som der bliver sagt. De er med, og de er åbne overfor det nye. Det er derfor, de er her.

Der var gensynsglæde blandt de mange MiL'er.

HØJBETA og masseudryddelse

Regenerativ betyder at revitalisere, genskabe, helbrede og forbedre.

Derfor har Laura Storm en vigtig pointe om hjerner. De er – sammen med nervesystemet – blevet skabt og optimeret gennem 500.000 års udvikling. Hjernen er lavet til at passe på os. Når vi klarer hverdagens aktiviteter, kører vi på beta-hjernebølger. Det er ”normale bølger”.

Men fordi vi skulle klare os på savannen, kan vores hjerne også gå i høj-beta. Så går al vores energi til hjernen. Så vi kan klare os mod sabeltigeren.

Laura Storm er en internationalt anerkendt ekspert i regenerativ ledelse. I Skanderborg satte hun emnet på dagsordenen for ledere i finanssektoren.

”Vi zoomer ind og får tunnelsyn, så vi kan løse den udfordring, vi står overfor. Vi sorterer alt fra. Det betyder, at man ikke har overskud til at tænke på andre mennesker. Det kan man ikke, for når vi er i høj-beta, har vi ikke adgang til empati. Vi kan heller ikke tænke systemisk og i forbundne enheder,” siger Laura Storm.

Amerikanske målinger viser, at 96% af toplederne bruger 98% af deres arbejdsdag i høj-beta.

”Vi er midt i den 6. masseudryddelse, og det er mennesker, der er maksimalt pressede, der skal lede os ud af det. Det er et kæmpestort problem,” siger Laura Storm og fortsætter:

”Vi har gang i en systemisk forbundet krise. Derfor er vi nødt til at tænke systemisk og ud af boksen.”

Det indre kollaps

Laura Storm troede, hun skulle være en klassisk miljøforkæmper ”on the ground”. Men hun fandt tidligt ud af, at hun var nødt til også at vide noget om business, hvis hun skulle rykke noget.

Det regenerative er kommet til senere. En ulykke fik hende til at standse op. Nu handler det for Laura Storm både om det indre og det ydre. Fordi mennesket skal styre verden gennem krisen – og mennesket har det ikke godt.

Stress, ensomhed, depression, angst – psykiske lidelser accelererer. Det er den indre stress. Den sker sideløbende med stress i systemerne (virksomheder, medier, samfundsstrukturer) og økosystemerne (forsuring af havene, skovrydning, udpinte jorde, udryddelse af dyrearter).

"Vi er midt i den 6. masseudryddelse, og det er mennesker, der er maksimalt pressede, der skal lede os ud af det. Det er et kæmpestort problem."

- Laura Storm

”Giv igen”

Det bliver ikke ved med at gå. For Laura Storm ligger svaret ligefor – selvom det ikke er nemt.

For det første skal vi indse, at vi er en del af naturen. At vi indgår i økosystemer hele tiden og er en del af noget andet og større. Kroppen, familien, arbejdspladsen, lokalmiljøet – det hele er systemer, der hænger sammen. Ligesom de store økosystemer gør.

Det skal vi forstå.

”Tænk, hvis hjertets KPI’er underminerede lungerne, eller hvis nyrerne udkonkurrerede bugspytkirtlen”, står der på et af Laura Storms slides.

Er vi bevidste om det, vil det blive naturligt for os at give mere igen, end vi tager. At regenerere – både på det indre og det ydre.

Ud i eller ind med naturen

For det andet skal vi ud i naturen igen.

”Bare vi går 20 minutter i naturen, så begynder vores kreative problemløsning at stige med 50%. Vi bliver gladere og mere omsorgsfulde, og vi har nemmere ved at samarbejde, når vi er udenfor,” siger Laura Storm.

Derfor er mange virksomheder begyndt at hive naturen ind i bygningerne. Plantevægge og lyden af rindende vand i fællesområder.

Og derfor skal deltagerne ud i naturen på dag 2.

"Bare vi går 20 minutter i naturen, så begynder vores kreative problemløsning at stige med 50%. Vi bliver gladere og mere omsorgsfulde, og vi har nemmere ved at samarbejde, når vi er udenfor."

- Laura Storm

Træk vejret og lyt

Morgenen starter i skovene ved Moesgaard lidt udenfor Aarhus. Simon Høegmark og Sigurd Hartvig fra ViNatur har mange års erfaring med at bruge naturen i udvikling af mennesker og organisationer. De er eksperter i at koble natur, et bæredygtigt arbejdsliv og mental sundhed.

Dagen starter med stilhed og vejrtrækning. Derefter stilhed og gåtur. Pointen med al den stilhed er, at vi skal lytte aktivt. Til skoven og til os selv.

”For urmennesket betød lyden af vand liv og lyden af fugle, at der var fred og ingen fare. Derfor giver det os ro. Verden har forandret sig, men det har vores nervesystem ikke, ” fortæller Simon Høegmark.

Lær af naturens effektivitet

Derfor er det muligt at skabe mening og forståelse ved at hive en flok ledere ud i skoven en dag.

FU's hold bag Master i Ledelse var også med på de to dage. Her chefkonsulent, Peter Jensen, i dyb koncentration.

 Det handler dels om den personlige ledelse. Men det handler i høj grad også om at se, hvad det er der foregår i naturen og lære af det, siger Simon Høegmark:

”Naturen bruger mindst mulig energi på maksimalt udbytte. Der er rigtig mange steder på en arbejdsplads, hvor der er spildenergi. Det ville aldrig fungere i naturen – det er simpelthen ikke effektivt nok. Derfor går vi ud og ser på, hvordan økosystemerne fungerer. Hvordan dyr, planter og mikrober arbejder sammen, og hvordan vi kan overføre nogle af de systemer og modeller til organisationer.”

Det handler om at få øje på værdien i bare at være. Med leg og øvelser og aktiv lytning til naturen og fokus på åndedrættet og nærvær.

Man tænker ikke på sin indbakke, når man går rundt i en skov med lukkede øjne og er ved at finde sit livstræ.

"Uanset om vi arbejder med menneskelige ressourcer eller naturens ressourcer, skal vi sørge for at genbruge den energi, vi bruger, og gerne give mere tilbage."

- Anders Hansen, forretningsudvikler, Kreditbanken

”Det kan godt accelerere hurtigere, end vi tror”

Anders Hansen er forretningsudvikler i Kreditbanken. Han blev færdig med sin Master i Ledelse i 2021. For ham var dagene i Skanderborg og i skoven en øjenåbner.

”Noget af det, vi har lavet i dag i skoven, har været ret langt væk fra vores hverdag. Men bare det at give sig selv tiden og rummet til roen og fordybelsen giver stof til eftertanke,” siger han.

Anders Hansen og de andre deltagere kommer retur fra den sidste og afsluttende meditation i skoven med nogle ”fantastiske vejrtrækningsøvelser.” Han har fået fokus på vigtigheden af pauserne. At vi skal give hinanden og os selv pauser.

Pointen om pressede indre og ydre systemer giver mening, siger han:

”Regenerativ ledelse handler om, at du giver mere, end du tager. Uanset om vi arbejder med menneskelige ressourcer eller naturens ressourcer, skal vi sørge for at genbruge den energi, vi bruger, og gerne give mere tilbage.”

Fakta der gør indtryk

Anders Hansen fremhæver plancherne med fakta fra Laura Storm som det, der gjorde det største indtryk.

At vi på 27 år har mistet 75% af den flyvende insektbestand. At vi kan høste 60 gange mere – så er det slut. At vi har fældet 80% af verdens skove. At der i 2050 er mere plastik end dyreliv i verdenshavene.

Det skal de vide hjemme i Kreditbanken. For det er hårdtslående argumenter for, at der skal ske noget, siger han. Her kan regenerativ ledelse spille en rolle.

”Regenerativ ledelse, væredygtighed, bæredygtighed – uanset hvilken vinkel, man tager, får det mere fokus. Det bliver intensiveret, og det kan accelerere hurtigere, end vi tror. VI har en opgave i at få det ud at leve – både på arbejdspladsen og derhjemme,” siger han og fortsætter:

”Vi skal handle på det, vi har fået med hjem i dag. Så det ikke bare bliver til snak.”

How Wolves Change Rivers

Små forandringer kan blive til store forandringer - både i naturens og organisationers økosystem. 

Se video (4 min. og 33 sek.) Se video (4 min. og 33 sek.)
Lars Munch Svendsen

Vil du høre mere?

Lars Munch Svendsen

Ledelse, salg & strategi

8993 3299

lms@finansudd.dk