Du skal kunne håndtere stormen

Foto: Spar Nord.

Peter Fredsgaard fra Spar Nord tog på kursus, inden han blev leder, for at få afklaret, om han var parat til alle aspekter af ledelse – også de knap så sjove.

”Det allerbedste ved at være leder er at være med til at gøre en forskel for banken. Jeg vil rigtig gerne være med til at flytte banken og gøre den klar til fremtiden.”

Sådan siger Peter Fredsgaard, der er teamchef for Prioritering i Spar Nord. Her sidder han og hans team som bindeled mellem forretning og IT. De tager de bankfaglige idéer og omsætter dem til optimerede systemer og processer. Peter Fredsgaard startede sin karriere i sektoren som rådgiver, så han taler både forretningssprog og it-sprog.

Det er samspillet og udvikling, der driver ham.

”It er nødt til at være med til at drive forandring og udvikling. Det skal vi gøre i samspil med forretningen. Jeg synes, det er spændende at være i den snitflade. Der har jeg virkelig meget at byde ind med i forhold til, hvordan vi flytter os. Det er det, jeg brænder for,” siger Peter Fredsgaard.

"Hvis du vil være leder, skal du kunne håndtere, at det stormer lidt, og det var derfor godt at få trykprøvet på kurset"

Afklaringsforløb med indbygget skræmmekampagne

Peter Fredsgaard har i flere år vidst, at han gerne ville prøve ledelse af. Det har han løbende haft en åben dialog med sin leder om, og derfor kom han med på kurset ”Før du bliver leder”. Det var først og fremmest et afklaringsforløb, der skulle give ham svar på, hvad ledelse er i den finansielle sektor. Hvad skal man kunne og ikke kunne? Hvad er de sjove og de mindre sjove elementer i ledelse?

Men det var mere end det, fortæller han:

”Jeg kan godt være en lidt flyvsk person. Jeg tror, at både banken og min chef gerne ville se, om det var noget, jeg mente.”

Den afklaring fik han på kurset.

”Det er et forløb på tre dage – og så vidt jeg husker, er de to første dage lidt en skræmmekampagne. Dagene er i hvert fald fyldt med alle de trælse ting ved ledelse,” siger Peter Fredsgaard og fortsætter:

”Men det er kun godt! For når man ikke har prøvet at være leder, så ser man kun de gode og spændende ting. Der er jo også rigtig mange knap så sjove ting.”

Ledelse bliver du aldrig færdig med

Efter Peter Fredsgaard har fået erfaring som leder, har han fundet ud af, at ledelse er en disciplin med mange nuancer. Det er han blevet klogere på som led i uddannelsen "Den nye leder".

Læs om Peters erfaringer med "Den nye leder" Læs om Peters erfaringer med "Den nye leder"

Forandring og følelser

I Spar Nord arbejder de meget med forandringer, og it-organisationen flytter sig mærkbart i disse år, fortæller Peter Fredsgaard. Derfor er det en indbygget del af ledelse at stille sig op på ølkassen og fortælle historier, der skal skabe mening og retning for medarbejderne.

”De forandringer betyder jo også, at vi som ledere har en del ”adfærdskorrigerende samtaler”. Det er jo ikke altid alle medarbejdere synes, det er et fedt sted, vi er på vej hen. De skal kunne se sig selv i det. Så der er rigtig meget ledelse, som ikke altid er lige sjovt. Fordi du skal arbejde med følelserne hos nogle af dine medarbejdere,” siger Peter Fredsgaard.

Derfor fungerede ”skræmmekampagnen” på kurset rigtig godt for Peter, fordi de på forløbet også kom rundt om det svære. Opsigelser. At dine kolleger ikke er enige med dig. At tage imod et ”shit load” af kommentarer og holdninger. Det skal man ifølge Peter Fredsgaard kunne være i.

”Hvis du vil være leder, skal du kunne håndtere, at det stormer lidt, og det var derfor godt at få trykprøvet på kurset,” siger han og fortsætter:

”Forløbet var for mig med til at bekræfte, at jeg skulle prøve ledelse. Jeg skyldte mig selv at se, om ledelse var noget for mig.”

Pernille Bech Hansen

Vil du høre mere om "Før du bliver leder"?

Pernille Bech Hansen

Ledelse, salg & strategi

8993 3352

pbh@finansudd.dk

Før du bliver leder

"Før du bliver leder" er for dig, som står foran et lederjob, eller som ønsker at afklare, om du ønsker at blive leder.

Læs mere Før du bliver leder

Fokus på ledelse i finanssektoren

Sådan arbejder vi med ledelse og organisationer.

Læs mere Ledelse