”Vi lærer jo ikke kun, når vi er på kursus”

Lone Gørtz Christensens medarbejdere trives bedre efter arbejdet med at komme frem til en proaktiv hverdag. 

At acceptere vilkår og se forskellighed som en styrke har rykket Lone Gørtz Christensens afdeling i Hvidbjerg Bank. Der er fokus på læring og trivsel i hverdagen.

Lone Gørtz Christensen er afdelingsdirektør i Hvidbjerg Bank. Hun har både privatrådgivere, erhvervsrådgivere og en servicegruppe i afdelingen, der er vokset meget på kort tid. Afdelingen har, ifølge Lone Gørtz Christensen, været ”presset”, bl.a. på grund af sygemeldinger oveni den almindelige travlhed.

I den situation havner man let i drift, drift og drift.

”Vi ved godt, at vi skal være proaktive. Men vi synes simpelthen ikke, det har været muligt,” siger Lone Gørtz Christensen.

Læring i de små skridt

Læringskultur handler om de små skridt. Om at se på, hvordan man kan gøre det, man plejer, på en ny måde – bare for at se, hvad der sker.

Så da Lone Gørtz Christensen og alle andre ledere i Hvidbjerg Bank skulle arbejde med læringskultur og trivsel, satte hun sig et mål: En mere proaktiv hverdag.

”Vi startede helt enkelt med at spørge hinanden, hvorfor vi ikke lykkes med at have en proaktiv hverdag i dag. Hvad er det, der forstyrrer – og hvad kan vi gøre ved det? Så det er os, der sætter dagsordenen.”

Parkering og mulighedsrum

Noget af det, der først dukkede op på tavlen som forstyrrende element, var ”skal”-opgaverne hvidvask og compliance.

”Der er ingen grund til at blive irriteret over ting, der er et vilkår. For eksempel hvidvask: Vi skal lave hvidvask for at eksistere. Det har vi ingen indflydelse på, så den parkerer vi,” siger Lone Gørtz Christensen og fortsætter:

”Før det her forløb kunne vi godt bruge tid på at være træt af de opgaver. Men i dag laver vi dem bare. Vi diskuterer det slet ikke, for vi er enige om, hvad der er vilkår. Det frigiver både tid og energi, og jeg synes, det har været noget af det allervigtigste.”

”Vi lærer jo ikke kun, når vi er på kursus. Det troede alle, da vi startede det her forløb."

En proaktiv hverdag

Missionen lykkedes. Forløbet om læringskultur og trivsel har skabt en mere proaktiv hverdag i afdelingen. Blandt andet fordi Lone Gørtz Christensen og hendes souschef nu prioriterer ledelses- og læringsdelen lige så højt som driftsdelen. Det smitter.

”Vi viser, at vi prioriterer andet end drift. Det gør det lettere for medarbejderne at gøre det samme – og det skaber i sidste ende bedre resultater,” siger hun.

I dag er det for eksempel acceptabelt blandt rådgiverne, at kunderne ikke får et møde samme dag, som kunden ringer eller mailer.

”Det giver både banken og kunden det bedste resultat, hvis mødet er forberedt, og materialet er indleveret fra kunden. Vi sikrer, at kunden får svar på deres henvendelse samme dag, som vi modtager den. Men rådgiveren behøver ikke give det endelige svar samme dag,” siger hun og fortsætter:

”På den måde kan vi bedre styre vores kalender og sikre, at der er tid til at være proaktive – uden at gå på kompromis med vores svartid og nærvær til kunderne.”

Det samme gælder for servicerådgiverne. De planlægger nu, hvem der tager den daglige kundedel, så de på skift har tid til at fordybe sig i mere komplicerede opgaver. Det giver mulighed for at planlægge dagligdagen, fortæller Lone Gørtz Christensen.  

Alle ledere i Hvidbjerg Bank har i et år arbejdet med læringskultur og trivsel. 

Fokus har været på de små skridt, der kan skabe store resultater.

Samarbejde i teamet

Udover fokus på prioriteringer og proaktivitet har afdelingen som en del af forløbet også arbejdet rigtig meget med deres samarbejde.

Tidligere var forskelligheder i flere situationer et benspænd for effektiviteten og trivslen.

”Vi bliver jo motiverede af forskellige ting. Da vi begyndte at se på, hvorfor vi ikke altid nåede i mål, sprang det i øjnene, at vi ikke udnyttede vores forskellige kompetencer. Nogen nyder ensformigt arbejde – og andre er ikke supergode til det. Når vi begynder at se det og tale om det, sker der noget. Vi har fået fokus på at udnytte vores forskellige kompetencer, så vi kan lære af hinanden,” siger Lone Gørtz Christensen.

Læring med mange ansigter

Fokus på forskelligheder har skabt et fælles sprog i afdelingen. Men der er også skabt en forståelse for, at der er læring at hente mange steder – og det er nyt, fortæller Lone Gørtz Christensen:

”Vi lærer jo ikke kun, når vi er på kursus. Det troede alle, da vi startede det her forløb. Nu er der bevidsthed om, at læring kommer med mange forskellige ansigter i løbet af en dag. At vi også lærer i 1:1-samtaler, når vi får feedback, når vi forbereder os sammen – det er nyt.”

Kompromiser og forståelse

Når Lone Gørtz Christensen ser tilbage på det 1 år lange forløb, er hun ikke i tvivl om, hvilken værdi det har haft.

”Vi er blevet en meget stor afdeling med mange nye medarbejdere gennem få år. Det har givet stor værdi at arbejde med, hvordan vi vil have det som afdeling, og hvordan vores værdier skal være,” siger hun.

Afdelingen har lavet et fælles sæt værdi-ord, der er spilleregler for samarbejdet. Det betyder, at der i dag er en fælles forståelse af værdierne – og hvordan det skal håndteres, hvis de ikke bliver overholdt. Værdierne er blevet en fast del af afdelingens månedlige morgenmøder, så de ikke går i glemmebogen.

Det fælles sprog for læring og trivsel i hverdagen er dét, der ifølge Lone Gørtz Christensen har gjort den største forskel.

”Vi har fået en forståelse for vores forskelligheder. Når vi skal arbejde sammen på kryds og tværs i afdelingen, taler vi om, hvordan opgaven skal klares, så alle har det godt med det. Vi rummer vores forskellige profiler og finder kompromiset og forståelsen hos hinanden.”

Helene Wallentin Nickø

Nysgerrig på læring?

Helene Wallentin Nickø

Ledelse, salg & strategi

8993 3339

hwn@finansudd.dk

Læring hos FU

Fokus på praksis og et stærkt teoretisk fundament.

Læs mere Læring hos FU

Sådan arbejder vi med læring

En forskningsbaseret tilgang til læring og kompetence-udvikling.

Læs mere Sådan arbejder vi med læring

FU LYD: Læring

Hvordan lærer vi bedst og mest effektfuldt? Bliv klogere og inspireret i FU LYD om læring.

Læs mere Podcast om læring