"Tid til lokal udvikling er aldrig spildt"
Martin Hammer Hauerslev er erhvervskundechef og manden bag et lokalt erhvervsnetværk. Han er helt overbevist om værdien af lokalt engagement.
Martin Hammer Hauerslev havde en ambition: Han ville skabe vækst lokalt og starte en udvikling, som kunne køre, uden at han nødvendigvis skulle være trækhesten hele vejen igennem.
”Vi ender tit med at sætte noget i gang, hvor vi sidder for bordenden og trækker det tunge læs. Det nytter ikke noget i det lange løb. Jeg ville gerne samle mennesker omkring en god idé, træde væk og lade dem køre det videre.”
Men hvordan gør man det, når man er erhvervskundechef i Sparekassen Danmark og vant til at arbejde med konkrete mål og resultater?
Martin meldte sig på økosystemfacilitatoruddannelsen på Finanssektorens Uddannelsescenter. Her er fokus på, hvordan man aktivt bidrager til lokal udvikling, når man sidder i et pengeinstitut. Det kan bl.a. være gennem netværk – og det var lige præcis det, erhvervskundechefen drømte om.
Ikke længere trækhesten
Da Martin Hammer Hauerslev startede på uddannelsen, havde han skitsen af en idé med. Han ville være med til at skabe et erhvervsnetværk i Jammerbugt Kommune.
En underviser opfordrede ham til at invitere de lokale erhvervskunder ind til et fokusgruppeinterview for at blive klogere på deres behov og forventninger. Det tog Martin til efterretning.
”Det er fint nok, at vi har en god idé og muligheden for at skabe rammerne. Men hvis det ikke lever op til deltagerens forventninger, så er det jo lige meget. Så falder det til jorden.”
I sit interview med fokusgruppen fandt Martin ud af, at de lokale erhvervsledere savnede sparring om de ”små” dagligdagsting med folk, der var i samme båd. Martins oprindelige idé om et netværk måtte tilpasses.
I dag er Erhvervsnetværk Jammerbugt et stort netværk fordelt ud på små grupper. Her mødes medlemmerne til et månedligt morgenmøde for at sparre ud fra et relevant tema.
Sparekassen Danmark har ansat en facilitator, som strukturerer møderne. På den måde er Martin ikke længere trækhesten.
Gevinsten hentes på den lange bane
Arbejdet med Erhvervsnetværk Jammerbugt krævede et nyt mindset af Martin og hans ledere. De skulle tænke i langsigtede løsninger, som ikke kunne ses på bundlinjen med det samme.
Martin vidste godt, at netværket nok ikke ville skaffe ham 10 nye kunder på 14 dage, men han kunne se et andet afkast.
”På den korte bane kan vi ikke slå to streger under nye forretninger, men vi støtter op om det lokale erhverv. Det er godt for økosystemet, det er godt for byen, og det kan være godt for tilflytningen – og det giver nok nogle henvendelser på den lange bane,” siger Martin.
"Det er branding af os"
Det er vigtigt for Martin, at også sparekassen kan se gevinsten i at støtte op om lokalområdet. Fordi man har brug for støtte fra baglandet for at være økosystemfacilitator.
Han bruger nogle timer om ugen på møder, netværk og telefonopkald.
Og når man som Martin også lige skal skaffe byen en padelbane, så skal byggetilladelsen hentes ind i den normale arbejdstid. Men den slags kan ikke måles i kroner og øre, mener han.
”Det er aldrig spildt, når en medarbejder bruger en time om ugen på et lokalt projekt. Man forbinder sparekassen med de her tiltag. Det er branding af os, og hvem vi er – og det kan sagtens ende i forretning.”