PRESSEMEDDELELSE

Bank sender alle medarbejdere på skolebænken for at blive klar til digital omstilling

Bankdirektør Peter Vinther Christensen vil klæde alle medarbejderne i Salling Bank på til at gå fremtiden i møde med 3 forløb om digital omstilling via Finanskompetencepuljen
Samtlige godt 100 ledere og medarbejdere fra Salling Bank skal på kursus i digital omstilling hos Finanssektorens Uddannelsescenter. Initiativet roses af Finansforbundets formand

Med start mandag den 10. december og fordelt over det kommende halve års tid skal samtlige ansatte i Salling Bank med hovedkontor i Skive på skolebænken for at blive yderligere klædt på til den digitale omstilling. Kurserne for de godt 100 ledere, rådgivere og øvrige medarbejdere i Salling Bank gennemføres af Finanssektorens Uddannelsescenter med hjemsted i Skanderborg.

Administrerende direktør i Finanssektorens Uddannelsescenter Søren Laursen understreger, at hele finanssektoren i disse år gennemgår en markant digital transformation, hvor jobfunktioner ændres, arbejdsprocesser automatiseres og nye jobs bliver skabt.

”Udviklingen kræver, at alle er parate til at rykke sig – og det kræver ikke mindst ledelser i bankerne, som har blik for de nye muligheder i den digitale omstilling. Mange medarbejdere i finanssektoren er nervøse for, om den teknologiske udvikling gør dem overflødige. Svaret er, at det gør den ikke, men alle skal være indstillet på at udvikle sig. Derfor har vi i samarbejde med sektoren udviklet disse tre kursusforløb, som tilsammen dækker alle medarbejdere, og jeg glæder mig meget over, at Salling Bank nu som de første sender samtlige ledere og medarbejdere af sted på vores kurser,” siger Søren Laursen.

Salling Bank har gennem de seneste 10 til 15 år haft målrettet fokus på at være med i førerfeltet på det digitale område. Bankens kunder klarer mange bankforretninger selv i NetBank og MobilBank, og svarene på mange tvivlsspørgsmål findes i de videoguides, banken har udarbejdet til kunderne. Men bankdirektør Peter Vinther Christensen fra Salling Bank mener, at der er plads til fortsat digital udvikling i endnu flere af processerne på de ”indre linjer” i banken til glæde for både medarbejdere og kunder.

”Det er en helt afgørende beslutning, som bankens bestyrelse har truffet om at ville videreudvikle vores unikke position på digitaliseringsområdet ved at hælde endnu mere brændstof på en i forvejen velsmurt maskine. I den proces, som vi nu sætter i gang med blandt andet at have samtlige medarbejdere på skolebænken hos Finanssektorens Uddannelsescenter, forventer jeg en accelereret udvikling på digitaliseringssiden, som vil gøre hverdagen lettere for medarbejderne, vil betyde færre fejl og vil medføre en hurtigere ekspeditionstid til glæde for kunderne,” siger Peter Vinther Christensen.

Det er første gang, at en finansiel virksomhed har booket pladser til samtlige ledere og medarbejdere på Finanssektorens Uddannelsescenters tre kurser i digital omstilling. Kurserne er delt ind i tre forløb: Et for ledere, et for rådgivere og et for alle øvrige medarbejdere.

Salling Banks beslutning mødes med stor anerkendelse af Kent Petersen, der er formand for fagforbundet for de ansatte i finanssektoren, Finansforbundet. Kent Petersen betegner Salling Banks initiativ som et, resten af sektoren kan lære af.

”For at kunne bruge teknologien rigtigt og skabe mest mulig værdi for både kunder og virksomhed, kræver det en grundlæggende forståelse på alle niveauer i virksomhederne. Digitalisering handler nemlig ikke bare om at automatisere, men om bruge de nye muligheder til at skabe merværdi i samspil med den finansielle forståelse og menneskelige kompetencer, som til syvende og sidst er og bliver den finansielle sektors væsentligste aktiv. Derfor har vi også målrettet indarbejdet kompetencepuljen i overenskomsten, fordi investering i uddannelse og kompetencer er helt nødvendigt for både virksomheder og medarbejdere, og initiativet i Salling Bank falder helt i tråd med den indstilling til fremtiden. Det er helt sikkert en tilgang, som sektoren kan lære af,” siger Kent Petersen.

Uddannelsesforløbet for Salling Banks ledere og medarbejdere er støttet med midler fra Finanskompetencepuljen, der bidrager til kompetenceudvikling i den finansielle sektor.

Skrevet af Michael Monty

 

Læs mere om forløbene under Digital Omstilling

 

Seneste nyheder fra FU

Talentudvikling: 4. april 2024

Strategisk vigtigt generationsskifte

Læringskultur: 2. april 2024

I GrønlandsBANKEN lever læringskulturen

Databeskyttelse: 22. marts 2024

Ny onlineuddannelse om databeskyttelse

Investering: 1. marts 2024

Ny uddannelse: Simple investeringsprodukter